”De unge lytter mere til os”

”De unge lytter mere til os”

På College360 i Silkeborg har man i samarbejde med det lokale uddannelsesudvalg gang i et spændende trepartsprojekt, som blandt andet går ud på at en gruppe EUX-tømrerlærlinge på hovedforløb 3 fortæller om deres uddannelse til andre unge gennem film og opslag på Facebook og Instagram.

Projektet er tredelt med førnævnte indsats, der fokuserer på ung-til-ung-kommunikation, en indsats i forhold til at finde en læreplads til EUX- og EUD-eleverne samt matchmaking mellem virksomheder, elever og skole. I projektet er der meget fokus på eleverne og ikke kun på virksomhederne: Intentionen er, at samspillet skal blive endnu bedre for på den måde få skabt et tættere bånd mellem elev, virksomhed og skole samt at sætte fokus på vigtigheden af en tidlig indsats for at få en læreplads.

Vi er nødt til at mødes på midten

Uddannelses- og projektleder Dennis Ankersen fandt på projektet ”Målrettet matchmaking og ung-til-ung-promovering”, da han følte, der var en stor ”generationskløft” mellem de unge og hans egen generation. Han forklarer:

- Vi har valgt, at EUX-tømrerlærlingene skal vise deres uddannelse til andre unge, fordi unge lytter mere til andre unge: Vi skal formidle budskabet på et sprog, som de unge forstår, og de er bedre til at fortælle om uddannelsen, end jeg eller en faglærer er. Der er en stor generationskløft mellem de unge og min generation. Det er bedre at bruge nogle rollemodeller fra deres egen generation. Når de så skal ”ramme” målgruppen, mestrene, er det også bedst, at de hører budskabet fra de unge. Vi er nødt til at mødes på midten, og det er det, jeg gerne vil arbejde med i dette projekt. Det kan vi ikke gøre alene – der skal vi have de unge med.

Viser, hvad EUX’en kan

Dennis Ankersen fortæller om projektet, at man startede i januar i år og kontaktede en gruppe på fem EUX-tømrerlærlinge på hovedforløb 3 til at vise, hvad de gik og arbejdede med af trends, teknikker med mere. Opgaven var at fortælle, hvad de oplevede, når de havde valgt retning. Hvad skal man for eksempel være opmærksom på, når man skal lede efter læreplads på grundforløb 2? Hvad skal der være fokus på, når man kommunikerer til mesteren? Dennis Ankersen fortsætter engageret:

- Vi har fem EUX-lærlinge, der punkterer nogle af myterne om uddannelsen, og viser, hvad der det, EUX’en kan. De viser de fede ting ved at være EUX-lærling og fortæller om, hvad sker der som mester, når man tager en EUX-lærling i lære. Hvad man får man for eksempel refusion for? Vi giver dem frihed til at arbejde med det i øjenhøjde og mødes en gang om ugen for at spise frokost sammen og pitche nogle idéer. Så taler de med deres underviser og diskuterer idéerne, laver filmen eller opslaget, og så uploader læreren det på sociale medier.

Dennis Ankersen er også involveret i lignende projekter for andre fagretninger såsom bygningsmalere, autolakerere og skilteteknikere.

De unge lytter mere til os

To af de i alt fem EUX-tømrerlærlinge fra projektgruppen, Alexander Thiessen og Laust Dalsgaard Riisom, fortæller begejstret om at være med i projektet:

- Vi brænder for at få udbredt EUX-uddannelsen mere, hvilket gjorde, at vi gik med i projektet. Unge synes, det er mere spændende at høre om uddannelsen, når det kommer fra os end fra faglærerne. Det handler om at inspirere, og de ting, vi synes, er spændende, prøver vi på at vise. Vi har tænkt meget i fordele for de unge: EUX-uddannelsen er mere boglig, og man kombinerer den med et håndværk. Som EUX’er har man en langt bedre økonomi end andre studerende og muligheden for at videreuddanne sig til for eksempel arkitekt eller bygningskonstruktør. Det er en god fremtidssikring, fordi det at være tømrer er hårdt fysisk arbejde.

Punkterer flere myter om EUX

De unge EUX-tømrerlærlinge kommunikerer også ud til tømrermestrene for at snakke om fordele ved at have en EUX-lærling, hvilket er vigtigt, da der ifølge Laust Dalsgaard Riisom og Alexander Thiessen kommer til at være langt flere EUX-elever: Den nye årgang EUX-elever overstiger i antal EUD-eleverne på College360. Laust Dalsgaard Riisom forklarer:

- Der er nogle myter om EUX, der skal punkteres: At EUX-lærlingene ikke giver så meget til virksomhederne, men i stedet kan vi bidrage med mere ude på byggepladserne. Man skal ikke frygte at tage en EUX-lærling ind. Flere mestre er bange for at tage os ind, fordi de ikke kan tjene på os, men sådan er det ikke. Man kan, hvis man er klog som mester, tage en EUD-lærling ind også, så man overlapper hinanden, når EUX-lærlingen er på skole.

Som EUX’er er man ti uger mere på skolen end EUD-eleverne. Det er en uddannelse, som ikke var der, da tømrermestrene i sin tid blev uddannede, så det gælder om at få deres øjne op for uddannelsen. Ikke alle kender til den eller har accepteret den endnu, mener Laust Dalsgaard Riisom.

Brugbare videoer til tømrermestrene

Alexander Thiessen og Laust Dalsgaard Riisom ville selv ønske, at de havde haft adgang til de film og SoMe-opslag, de har lavet om EUX-uddannelsen, inden de selv skulle vælge uddannelse. Det ville være også have været godt at kunne vise videoerne til tømrermestrene, så de var mere informerede om EUX-uddannelsen, da det ikke er helt nemt for EUX’ere at finde en læreplads. Alexander Thiessen råder andre med EUX-uddannelsen til at søge læreplads hos en større virksomhed, som typisk har mere kendskab til uddannelsen. Han er nu i lære hos Raunstrup Tømrer, hvorimod Laust Dalsgaard Riisom kom i lære hos et lokalt firma, Tømrerfirmaet Lasse Mikkelsen i Sejs, der tæller to mestre og tre lærlinge.

Laust Dalsgaard Riisom og Alexander Thiessen har følgende gode råd til andre unge og skoler, der tænker, at de gerne vil lave noget lignende på deres sociale medier: Find nogen, der er klar på at gå ind i projektet. Find tre gode fokuspunkter, I gerne vil fortælle om, og find nogen, der ikke er kamerasky, som kan byde ind med en masse gode ting.

De fem EUX-tømrerlærlinge skal forsvare deres EOP-opgave den 20. juni og til svendeprøve i september måned, men trepartsprojektet kører til og med 2024. To EUD-tømrerelever på GF2 er blevet udvalgt til at være nye ambassadører for uddannelsen.

Hør EUX-tømrerlærling Laust Dalsgaard Riisom fortælle i filmen her, hvad EUX-uddannelsen går ud på.

Se filmen med to af EUX-tømrerlærlingene, der fortæller om, hvad det egentlig indebærer at have en EUX tømrerlærling og punkterer nogle myter om det at have EUX-lærlinge.

Eller tjek College36 Håndværk og Designs Facebookprofil ud her

Projektgruppen bestående EUX-tømrerlærlingene Alexander Thiessen, Emil Marcus Nør Hestbech, Oliver Kold Larsen, Laust Dalsgaard Riisom og Rasmus Grøndal Sørensen.

Projektgruppen bestående EUX-tømrerlærlingene Alexander Thiessen, Emil Marcus Nør Hestbech, Oliver Kold Larsen, Laust Dalsgaard Riisom og Rasmus Grøndal Sørensen.