Tømrer
Tømreren laver det meste af træ- og konstruktionsarbejde i bolig- og erhvervsbyggeriet og arbejder meget alsidigt med opgaver fra nybyggeri til renovering.
Hverdagen er fyldt med vidt forskellige opgaver, f.eks. monterer tømreren tagspær, lægger gulve, opfører vægge, opsætter lofter, isætter vinduer, døre og meget andet i husbyggeri.
Tømreren bygger også havestuer, carporte, tårne, betonforskalling og bolværk.
I uddannelsen lærer du selvfølgelig både gamle håndværksteknikker og moderne byggeri med viden om isolering, lyd, akustik og brandforhold i forhold til nutidens mange materialer og konstruktioner.
Kvalitetssikring, udpræget brug af IT, selvstændighed og planlægning er gennemgående for uddannelsen.
Det er vigtigt, at du kan tale med forskellige mennesker, da tømrere laver mange forslag til løsninger af vidt forskellige byggeopgaver. Derfor skal du have lyst til at bruge og dele din viden om materialevalg, kvalitet og sætte en pris på dit håndværk.
Som tømrer kan du komme ud for at udføre arbejde på værksted, men det meste foregår på byggeplads - indendørs såvel som udendørs - og i al slags vejr året rundt.
Du kan også blive selvstændig og have din egen virksomhed.
Mød Magnus, der er i gang med at uddanne sig til tømrer
Uddannelsesinfo
EUD: Inkl. grundforløb 1 og 2, fra 4 år til 4 år og 6 måneder, afhængig af startdato.
EUX: Inkl. grundforløb 1 og 2, fra 4 år og 6 måneder til 5 år, afhængig af startdato.
Med et svendebrev har du adgang til uddannelserne byggetekniker, kort- og landmålingstekniker og bygningskonstruktør. Hvis du har gennemført uddannelsen som EUX-elev, har du adgang til enten ingeniør- eller arkitektuddannelserne afhængig af din fagkombination.
En gennemført erhvervsuddannelse, med eller uden eux, giver også ret til at tage gymnasiale suppleringsfag og dermed opfylde adgangsbetingelserne til en række videregående uddannelser.