Landets to tækkemandslaug slår sig sammen

Landets to tækkemandslaug slår sig sammen

Tekst: Christian Riis Kistrup. Foto: Jørgen Kaarup Jensen

Tækkemandens håndværk er fyldt med traditioner, kultur og historie, og erhvervet har oplevet en voksende popularitet og opblomstring de seneste år.

I mange år har tækkemændene i Danmark været organiseret i to laug, Dansk Tækkemandslaug og Tækkelauget, som ikke på alle punkter har været enige. Men for nylig besluttede de to laug at fusionere i ét laug og dermed lægge stridighederne bag sig - samt lade sig forankre i Dansk Byggeri.

Ét laug giver stor styrke
”Fordums uenighed er lagt bag os. Vi kan ikke drive vores uddannelser uden for Dansk Byggeri, som sidder med ved bordet i de organer, der også skal være med til at sikre, at vi i fremtiden har unge, veluddannede tækkemænd”, fremgår det af en fælles udtalelse fra de to laugs bestyrelser.

Allan Hansen, der er tækkemester og formand for de lokale uddannelsesudvalg i Træfagenes Byggeuddannelse, mener, at uddannelsen styrkes: "Med sammenlægningen af de to laug kan vi udgøre en fælles front, ikke mindst fordi lauget samles i Dansk Byggeri. Tækkelauget har nu mere at skulle have sagt, mere end det har haft hidtil, og flere kan give deres besyv med til at gøre uddannelsen endnu bedre. En samlet branche er bedst for uddannelsen."

Det nye, fælles laug vil således med sin størrelse have større pondus over for myndigheder, organisationer og andre samarbejdspartnere, lige som sammenlægningen vil være en styrke for medlemmerne.

Dansk Byggeri støtter op om det gamle håndværk
Byggebranchens hovedorganisation finder det naturligt at have ét fælles laug. Direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen siger om sammenlægningen: ”Det giver styrke i hård konkurrence om politisk opmærksomhed, men også i forhold til fagenes markedsføring i byggeriets værdikæde. I Dansk Byggeri glæder vi os til at stille viden, medlemsservice og eksperter til rådighed for et af de smukkeste traditionelle håndværk, som vi tror på, har en stor fremtid foran sig.”

En formel godkendelse af sammenlægningen blev endeligt vedtaget ved en ekstraordinær generalforsamling i Dansk Tækkemandslaug den 7. april.

Læs mere
Skuemesteren gik til svendeprøve for tækkemænd