Tømrerelever bliver fanget af glarmester- og alubyggerfaget

Tømrerelever bliver fanget af glarmester- og alubyggerfaget

Der er stor mangel på glarmestre og alubyggere i Danmark. Det skal et nyt trepartsprojekt, ”Flere lærlinge til ledige lærepladser”, som Glarmesterfagets faglige udvalg står bag, råde bod på. Målgruppen, tømrerelever uden en læreplads på grundforløb 2, opfordres til komme i en uges praktik som alubygger eller glarmester – og forhåbentlig til at overveje et skift til glarmesterbranchen, der skriger på lærlinge.


Garanti for læreplads

- Der er stor mangel på glarmesterlærlinge, så lærlingelønnen er høj, og det er lønnen også, når man er færdiguddannet. Det betyder også, at når man bliver optaget på glarmesteruddannelsen, er man garanteret en læreplads hurtigt, for der er rift om lærlingene i branchen, udtaler uddannelsesleder Line Lyngkilde fra glarmesterskolen i Audebo (en afdeling under Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieskoler) i sin peptalk om glarmester- og alubyggeruddannelsen til GF2-tømrerelever fra EUC Sjællands afdelinger i Næstved og Køge. Her er hun sidst i november sammen med glarmestersvend Rasmus Dunager fra Glarmestre Snoer & Sønner A/S og alubyggersvend Per Grubbe fra Husmer Glas & Facade ApS på besøg i skolens tømrerværksteder for at præsentere og gøre reklame for glarmester- og alubyggeruddannelsen.

Det tidligere trepartsprojekt for GF1-elever ”Øget tiltrækning af lærlinge til glarmester- og alubyggeruddannelsen” har været en stor succes. Her har uddannelsesleder Line Lyngkilde og faglærer Stefan Larsen fra glarmesterskolen været på besøg på seks skoler sammen med i alt otte glarmestre for at præsentere glarmesteruddannelsen, som er inddelt i to specialer: glarmester og alubygger. I projektet har man fået 26 GF1-elever ud i en uges praktik som glarmester eller alubygger. Derfor vil Glarmesterfagets faglige udvalg nu prøve at få GF2-elever på tømreruddannelsen, der ikke har fået en læreplads endnu, ud i praktik som glarmester eller alubygger i trepartsprojektet ”Flere lærlinge til ledige lærepladser”.

Det er vigtigt, pointerer uddannelsesleder Line Lyngkilde, at hun holder sin peptalk kort, så tømrereleverne hurtigt kan få materialerne i hænderne og komme i gang med to opgaver – en alu- og en glasopgave. De bliver inddelt i to hold, hvor alubygger Per Grubbe introducerer en aluopgave for eleverne: De skal bygge en ramme til et badeværelsesvindue. Glarmester Rasmus Dunager viser glasopgaven for det andet hold: Hvordan man i én arbejdsgang skærer et hjerte i glas. Tømrereleverne er måske en anelse skeptiske i starten, men går til opgaven med positiv energi og høj koncentration.

Eleverne bliver fanget med det samme

De to tømrerfaglærere, Peter Frost og Jesper Hoffmann, på EUC Sjælland i Næstved er enige om, at den præsentation af glarmesterfaget, som Line Lyngkilde og alubyggersvend Per Grubbe og glarmestersvend Rasmus Dunager har givet deres hold af GF2-elever, har været lige i øjet. Tømrerfaglærer Jesper Hoffmann siger:

- Jeg synes, det har været supergodt, og de har været gode til at fange eleverne. Det har også været godt at have noget praktisk ind over, så de har fået lov til at prøve noget også. Det er supervigtigt. Jeg kunne godt se på mine elever, at de var lidt skeptiske, inden vi startede, men så var der fuldstændig ro. De lyttede og gjorde lige, hvad de skulle.

Tømrerfaglærer Peter Frost supplerer:

- Det foregår i værkstedet, det er i hænderne, det er håndgribeligt samtidig med, at der er en masse information om det. Man kan se på vores elever, at de bliver fanget med det samme frem for, at der kører et eller andet foredrag på Powerpoint eller lignende, hvor de er væk efter fem til syv minutter. Her holder de ved – det er måden at gøre det på.

Man begynder at tænke i andre baner

Der er i øjeblikket 35 tømrerelever på GF2 på skolen i Næstved, hvoraf godt halvdelen har fundet en læreplads. De to tømrerfaglærere er overbeviste om, at dagen i dag har rykket nogle af tømrereleverne over mod glarmesteruddannelsen.

- Jeg kunne se, at der var i hvert fald et par stykker, der var interesserede, og endda én, der prøvede at skære hjertet et par gange, som gjorde lidt ekstra ud af det, siger Peter Frost, og Jesper Hoffmann supplerer:

- Det er et nemmere valg, for man står og lokker med, at der er garanti for, at man får en læreplads. Eleverne har måske sendt 10-15 ansøgninger ud på det her grundforløb og ikke fået noget positivt svar endnu. Så begynder man at tænke i andre baner.

Udover besøget på EUC Sjælland har faglærer Stefan Larsen sammen med de to svende også besøgt Rybners i Esbjerg. Projektet løber hele næste år, og der planlægges skolebesøg til maj og juni og igen i november og december.

Se videoer herunder fra besøget på skolerne  

- Der var to-tre stykker, der havde et flot håndelag og en håndværksmæssig kunnen, som jeg blev overrasket over. Man kunne se, at de virkelig kunne lave præcisionsarbejde, hvor jeg tænkte, at det var lidt spild, de ville være tømrere, siger glarmestersvend Rasmus Dunager, som i videoen her demonstrerer glasopgaven for tømrereleverne.

Alubyggersvend Per Grubbe stod for alu-opgaven under glarmesterbesøget. En elev spurgte, hvordan en gennemsnitlig dag for en alubygger ser ud. Hør mere i videoen her.

I Køge var Glarmester Steen Larsen, indehaver af Køges Glarmester og Tømrer, forbi EUC Sjælland for at støtte op om arrangementet og eventuelt tilbyde en interesseret tømrerelev en læreplads. Hør mere i videoen her.

GF2-tømrerelev Lukas Skovgaard Stevnsbo fra EUC Sjælland i Næstved overvejer en praktik som glarmester/alubygger. Hør mere i videoen her.

Tømrerfaglærerne Peter Frost og Jesper Hoffmann fra EUC Sjælland i Næstved var begejstrede for præsentationen af glarmesterfaget, og det var deres tømrerelever også. Hør mere her.