Lær at tage dig ekstra godt af din lærling

Lær at tage dig ekstra godt af din lærling

Selvom I har mange lærlinge gennem virksomheden og uden tvivl gør jeres bedste for at give dem en god læretid, kan der godt sidde nogle lærlingeansvarlige og daglige oplærere, som er usikre på, hvad virksomheden rent praktisk er ansvarlig for? Hvordan skaber man kvalitet i læretiden? Og hvordan imødekommer man hver enkelt lærling, som er lige så forskellig som alle andre?

Derfor var EUC Sjælland, Københavns Tømrerlaug og Byggeriets Uddannelser den 14. og 15. november værter for to kurser: EUD-Oplæringsvejledning for den uddannelsesansvarlige og EUD-Oplæringsvejledning for den daglige oplærer/læresvenden, hvor deltagerne fik gode redskaber og sparring til netop det.

Deltagerne kom fra tømrervirksomheder rundt omkring i landet – blandt andet CH BYG A/S og Kjell Pedersen Entreprise A/S. 

Ud over at deltagerne fik styr på alt det praktiske, blev de også klogere på de udfordringer, som lærlingene kan have, hvis de fx kommer fra en anden kultur. De blev mere bevidste om de særlige udfordringer, som lærlingene kan have – fx diagnoser og læsevanskeligheder, og at de har forskellige læringsstile. Nogle lærer ved at se, andre lærer bedst ved at røre. Nogle lærer ved at høre, og nogle lærer bedst ved at gøre.

Det er alle sammen områder, som det giver god mening at være opmærksom på, fordi de har betydning for kvaliteten af lærlingenes læretid og i sidste ende fastholdelsen af dem.

Fastholdelse er en udfordring for mange virksomheder, bl.a. for Kjell Pedersen Enterprise, som med kurset:

- fik et større indblik i, hvad EUC Sjælland gør for at fastholde eleverne, så vi kan lære af det. Udfordringen for os er at forventningsafstemme. Vi synes jo, at lærlingene sætter lidt høje krav nogle gange - de vil fx gerne vide, hvorfor de ikke kan møde kl. 9? Og det er jo, fordi der står nogle kolleger, som har brug for dem. Flextid er svært hos, og det kan være svært at forstå for lærlingene, fortæller tømrermester Henrik Wulff.

Andre deltagere, som først havde svært ved at se, hvordan de rent praktisk skulle implementere læringsstilene i en presset hverdag, fik ahaoplevelser, fordi de faktisk allerede bruger dem ubevidst, når de hver dag matcher lærlingene med de opgaver, de har.

For Diana Raetzel, som er HR-medarbejder hos CH Byg, er læringsstilene noget af det vigtigste, hun tager med sig fra kurset.

- Vi vil tænke dem ind i vores lærlinge og prøve at bruge modellerne på dem.

Og overordnet set er Diana godt tilfreds med den viden, hun har fået.

- Jeg har fået styr på de helt lavpraktiske ting. Vi fik en god gennemgang og så lidt ekstra viden om, hvordan man kan håndtere de unge. De er jo bare som os andre.

Der er i øvrigt aftalt nye kurser i uge 10 med Københavns Tømrerlaug for den oplærings- og uddannelsesansvarlige:

  • 5. marts 2024 for den uddannelsesansvarlige 
  • 6. marts 2024 for den oplæringsansvarlige 


Hvis du som virksomhed vil høre mere om kurserne, så kontakt EUC Sjællands uddannelseskonsulent Torben Lars Jensen på toje@eucsj.dk

Tekst og foto: EUC Sjælland

Foto: EUC Sjælland

Foto: EUC Sjælland

Foto: EUC Sjælland

Foto: EUC Sjælland

Foto: EUC Sjælland

Foto: EUC Sjælland