Brancheuddannelserne indtager gamersitet Twitch

Brancheuddannelserne indtager gamersitet Twitch

Lige nu kører Byggeriets Uddannelser en ny runde markedsføring af brancheuddannelserne. Denne gang på Facebook og LinkedIn, og som noget helt nyt forsøger vi også at få fat i – især – de unge mænd, som er glade for spille at computerspil.

Markedsføringen er nemlig udvidet med tjenesten Twitch, som er et website, hvor brugere over nettet kan livestreame computerspil. Platformen blev lavet i 2011, og på tre år udviklede den sig til at blive det fjerdestørste website i USA målt på mængden af data. I Danmark når Twitch op imod 1,3 mio. unikke devices. Når vi taler medievaner, så er målgruppen, der streamer, primært mænd i alderen 18-35 år. Annoncerne for brancheuddannelserne kommer ind fra højre side af skærmen, mens de personer, som streamer deres spil, så involverer dem, som kigger med, i annonceringen.

På Twitch satser vi på at have 7-10 streamers (spillere/gamere) med i kampagnen, heraf ca. halvdelen spiller GTA5 Roleplay, hvor man fx er truckdriver, skraldemand etc. Hertil nogle streamers, der spiller forskellige spil, såsom Construction Simulator.

Vi opfordrer streamers (spillerne/gamerne) til at lave "shout-outs" med stikord som: "Masser af jobmuligheder", "Tjen gode penge i byggebranchen", "Klimavenlige uddannelser", "Vær med til at bygge Danmarks fremtid" m.fl.

Desuden skriver de i deres chat link til sitet for brancheuddannelser: vejentil.nu

Se et eksempel på kampagnen på Twitch her

Kampagnen har kørt siden 4. november og varer ca. halvanden måned.