Forlængelse af eux

Forlængelse af eux

Det er med stor glæde at de faglige udvalg bag mureruddannelsen, stenhuggeruddannelsen, anlægsstruktør-, bygningsstruktør- og brolæggeruddannelserne, uddannelsen til teknisk isolatør samt træfagenes byggeuddannelse kan meddele, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har godkendt, at eux-forløbene i uddannelserne fra august 2020 forlænges med 6 måneders praktik.

Praktiktiden forlænges

Der er alene tale om en forlængelse af praktiktiden. Varigheden af skoleopholdene påvirkes således ikke af ændringen.

Eux-forløbene har tidligere været kritiseret for, at den tid eleverne er i praktikvirksomhederne er for kort, at skoleperioderne er for lange, og at det blandt andet medfører, at eleverne mister tilknytningen til praktikvirksomhederne.

En del af dette blev der gjort op med i 2015, da hovedforløb på 42 uger blev afløst af kortere forløb på 19 uger. Imidlertid har tilbagemeldingerne fra både virksomheder og skoler fortsat været, at den kortere praktiktid for eux-elever er en af barriererne for at få flere virksomheder til at indgå eux-uddannelsesaftaler. Ved at forlænge uddannelsestiden med seks måneders praktik er håbet, at flere virksomheder vælger eux-elever og der derved er færre eux-elever, der kommer forbi skolepraktikken.

Længere uddannelsestid afholder ikke elever fra at vælge eux

Inden en eventuelt forlængelse af uddannelsestiden kom på tale, ønskede de faglige udvalg dog at få en fornemmelse af, hvorvidt en længere praktiktid ville betyde, at færre elever valgte eux. Derfor gennemførte Byggeriets Uddannelser i 2019 en undersøgelse blandt igangværende eux-elever. Her svarede langt de fleste, at en forlængelse af uddannelsestiden ikke ville have afgørende betydning for deres valg af eux.

Fælles ansvar

De faglige udvalg ser nu frem til, at både virksomheder og skoler sammen løfter opgaven, så at flertallet af EUX eleverne får en praktikplads senest ved afslutningen af grundforløb 2 samt at skoleforløbene er tilrettelagt, så alle elever kan starte hovedforløbet med en praktikperiode.