Hvorfor blive sponsor ved DM i Skills: PERI

Hvorfor blive sponsor ved DM i Skills: PERI

Siden 2013 har PERI været en vigtig aktør i afviklingen af konkurrencerne for hhv. tagdækker-, brolægger-, teknisk isolatør-, anlægsstruktør- og bygningsstruktørfaget. PERI er specialiseret inden for forskalling, stillads og rådgivning. Virksomheden har valgt både at sponsorere økonomisk, materielt samt med at stille medarbejdere til rådighed, der kan rådgive både elever og virksomheder omkring virksomhedens produkter.

Salgskonsulent Bo Lauridsen fortæller, om de overvejelser og det udbytte virksomheden har ved at være en del af DM i Skills.

Hvorfor har PERI valgt at sponsorere fem fag ved DM i Skills?

”Vi var med for første gang i 2013 i Århus. Det startede i en væsentlig mindre skala i form af et sponsorat af mindre aluforme samt forme til at bygge sandkasserne, og så har det udviklet sig herfra. Efter Århus var det klart, at DM i Skills bestemt var noget vi skulle være repræsenteret ved, og nu er det 7. gang, vi er med.

DM i Skills er både en mulighed for at vise de unge og deres virksomheder, hvad vores produkter kan, og det er i sidste ende dem, der bliver vores slutbrugere. Deltagelsen fra vores side udspringer bestemt også af, at det er virkelig sjovt og lærerigt at være en del af arrangementet. At få lov til at møde de unge og opleve deres baggrund og forudsætninger for at gå ind i deres fag – det er pragtfuldt!”

Hvad forventede I at få ud af det, og har det levet op til jeres forventninger?

”Et sponsorat til Skills ligger på linje med at deltage i en byggemesse. Vi er stolte af, at vi er de førende udviklere af eksempelvis systemforskalling, som bygningsstruktørerne gør brug af, og vi er glade for at have muligheden for at vise de gode og flotte opstillinger frem – både til deltagerne og de besøgende men i høj grad også for de virksomheder, eleverne er ansat i. Der er en anderledes afslappet stemning ved Skills. Her er der er tid til at få snakket om og klappet på produkterne på en anden måde end der er mulighed for på byggepladserne til hverdag. For mig er DM i Skills, hvad Roskilde Festival er for andre.”

Vil I anbefale andre, at støtte talentudviklingen ved DM i Skills?

”Absolut! Det er både økonomisk og socialt ansvarligt. Det er en unik mulighed for at få vist ens produkter frem, og så mener jeg, at hvis man har muligheden for det, så bør man vise sin interesse og støtte til uddannelse af dygtige faglærte. Selvfølgelig handler meget om kroner og øre men også om viden og færdigheder.”

Foto: Per Daugaard/SkillsDenmark.

 

Anlægsstruktørerne bliver sponsoreret af: