Hvorfor blive sponsor ved DM i Skills: Eskimo

Hvorfor blive sponsor ved DM i Skills: Eskimo

Eskimo er Danmarks største producent og leverandør af murerværktøj, og har de sidste 3 år også leveret værktøj til Danmarks bedste murerelever ved DM i Skills.

Direktør Søren Madsen er ikke i tvivl om, at netop sponsoratet til DM i Skills giver virksomheden en helt særlig eksponering, han ikke ville være foruden.

Hvad havde I af forventninger, da I besluttede at blive sponsor for murerfaget, og har I fået indfriet de forventninger?

”Jeg må indrømme, at jeg var skeptisk til at starte med og egentlig ikke havde de store forventninger. Jeg kunne se, at det selvfølgelig kunne give nogle kontakter i forhold til erhvervsskolerne, men ellers kunne jeg ikke se, hvad vi egentlig kunne få ud af det. Men jeg må erkende, at det her er et arrangement, der leverer meget mere, end jeg overhovedet havde turde håbe på.

Udover at vi får en bred eksponering overfor det rette kundesegment, så oplever jeg en organisering bag, som er helt enestående. Her bliver der virkelig holdt, hvad der bliver lovet. Helt ned i detaljen. Eksempelvis er vores logo placeret præcis de steder, det skal være, og der er ikke nogle deltagere, der ikke har vores værktøj på sig, når de bliver fotograferet.

Som virksomhed kan det være svært at sige nej til sponsorater, og så er det virkelig dejligt, at kunne sige et stort ja til Skills.”

Hvad er jeres oplevelse af DM i Skills?

”Det er en stor oplevelse. Med mange virkelig dygtige folk. Tag for eksempel landstræneren for murerne. Her kunne den danske fodboldlandsholdstræner virkelig lære noget om, hvordan man motiverer deltagere, og hvilken betydning kommunikation har. Og så er der en helt fantastisk stemning både trænere, deltagere og sponsorerne imellem. Til Skills er man sammen på en særlig måde.”

Hvad får virksomheden ud af det?

”Vi bliver eksponeret på en rigtig god måde over for både murermestre og lærlinge. Til Skills bliver det tydeligt, at lærlingene da skal bruge Eskimos murerværktøj – for ellers vinder de jo ikke. Nu ved jeg, at jeg laver verdens bedste murerværktøj. Håndlavet i Herning og verdens bedste. Og her får vi en mulighed for at vise det i praksis.

Også netværksmæssigt er det givet utrolig godt ud. Eksempelvis startede vores samarbejde med ’Danske Tegl’ over en middag i Skills-regi. En andet eksempel på, hvordan relationerne ved Skills kan gavne virksomheden er vores samarbejde med den russiske landstræner. Sidste år sad jeg ved siden af Dimitri, den russiske lansdsholdstræner, i Herning. Vi fik snakket godt, han prøvede vores værktøj, og nu har han sørget for, at alle murerdeltagerne ved VM i Kazan til efteråret bruger Eskimo. Igen fordi vi er verdens bedste.”

Vil I anbefaler andre, at støtte op om talentudviklingen ved Skills?

”Et klart ja. Eller… egentlig vil jeg helst bare have det for mig selv.”