Robotter og teknologi vinder indpas på byggepladsen

Robotter og teknologi vinder indpas på byggepladsen

Tekst: Christian Riis Kistrup. Foto: XHOUSE

Teknologiens indtog på erhvervsuddannelserne og byggepladserne dannede rammen om den fælles LUU-konference den 4. oktober.

Teknologi, robotter og digitalisering på erhvervsskoler og byggepladser. Det er fremtid, men også til en vis grad nutid.

Det blev gjort klart på årets konference for de lokale uddannelsesudvalg (LUU), da en leverandør af robotløsninger til byggepladser samt lederen af et teknologisk eksperimentarium holdt oplæg om perspektiverne for den nye teknologi i byggeriet.

Teknologien kan aflaste håndværkeren
Robot at Work fra Odense leverer små og fleksible robotløsninger til byggepladsen. Opgaverne kan for eksempel være 3D-design af facader, fugeudfræsning eller pleje af gulve udført af en robot – alt sammen styret af håndværkeren og hans software.

Finn Christensen fra Robot at Work ser den nye teknologi som meget anvendelig for håndværkeren, både nu og i en nær fremtid. Det teknologiske udstyr kan være med til at kvalitetssikre materialer samt i nogle tilfælde aflaste håndværkeren i at udføre krævende opgaver. Det er desuden vigtigt, at byggebranchen involveres i de nye muligheder, pointerede Finn Christensen.

Nysgerrige elever eksperimenterer
Hos XHOUSE på erhvervsskolen Hansenberg i Kolding eksperimenterer man med robotter, 3D-print, droner og anden teknologi, som vil være virkelighed i en snarlig fremtid. Droner indgår allerede i undervisningen, men deres funktioner bliver løbende perfektioneret, ikke mindst til brug på byggepladsen.

Lars Mathiesen, der er leder af XHOUSE, fortalte, at der hos skolens elever opstår en naturlig nysgerrighed med hensyn til ny teknologi. 3D-print, laserskæring og de opgaver, en robotarm kan udføre, giver eleverne et interessant og værdifuldt indblik i den teknologi, som til dels findes i dag, og som udvikles konstant.

Designtænkning og udvikling af produkter fylder meget hos Hansenberg og XHOUSE, hvor man eksperimenterer og dermed får en fornemmelse for, hvad der kommer og hvad der virker inden for de teknologiske landvindinger.

Teknologi en del af hverdagen på skole og byggeplads
Sikkert er det, at robotteknologi inden for en overskuelig fremtid bliver en naturlig del af hverdagen på byggepladsen.

Teknologi er allerede et fag på erhvervsskolernes byggeuddannelser. På konferencen gav flere udtryk for, at skolerne bør indgå i et samarbejde med leverandører og udviklere med henblik på teknologi.

Der kan dog i dele af erhvervsskolemiljøet være en bekymring for, om skolerne kan finde midler til anskaffelse af teknologiske værktøjer og dermed følge med den nye teknologis fremmarch i byggebranchen.

Desuden kan alle nok være enige om, at den nye teknologi hverken kan eller må forhindre håndværket i fortsat at være i centrum. For som det også blev sagt på konferencen: ”Robotter er dumme” – de styres af mennesket.