Nyt videnscenter for byggeri placeres i Horsens

Nyt videnscenter for byggeri placeres i Horsens

Tekst og foto: Christian Riis Kistrup

Et mobilt videnscenter skal fremover sikre, at den nyeste teknologi inden for byggeri bliver tilgængelig for elever på erhvervsuddannelserne. Basen placeres i Horsens.

Aftalekredsen bag erhvervsuddannelsesreformen besluttede sidste år, at der skal oprettes videnscentre inden for en række erhvervsuddannelsesområder, herunder byggeri og håndværk.

Den teknologiske udvikling stiller krav
Videnscentrene skal være faglige fyrtårne med moderne udstyr, så erhvervsuddannelseseleverne kan håndtere den hastige teknologiske udvikling og matche de kompetencer, som virksomhederne efterspørger på et digitalt arbejdsmarked.

Learnmark Horsens er sammen med Roskilde Tekniske Skole og Den jydske Haandværkerskole udvalgt af Undervisningsministeriet til i fællesskab at drive Videnscentret for bæredygtighed, klimarenovering og byggeri. Centret får base på Learnmark Horsens.

Parterne bag Byggeriets Uddannelser har fra start støttet projektet og bakker stærkt op om videnscentret. Byggeriets Uddannelser ser derfor frem til et godt samarbejde med de tre skoler om højteknologi inden for byggeriet.

Rullende undervisningslokaler kommer til eleverne
Fra foråret 2018 skal to containere på hjul besøge erhvervsskoler i hele landet og være undervisningslokaler for eleverne. Containerne vil være spækket med den nyeste teknologi og særligt tilrettelagte læringsforløb inden for bæredygtighed, klimarenovering og byggeri. Eleverne skal lære at tænke på tværs af håndværk for at sikre, at bæredygtighed og klimarenovering indgår inden for alle dele af byggeriet.

Videnscenter for hele landet
Niels Yde, direktør for Learnmark Horsens, udtaler om det mobile videnscenter:

"For os har det været et hovedomdrejningspunkt, at det bliver hele landets videnscenter, og at så mange elever som muligt får adgang til videnscentrets muligheder. Her har vi fra starten sagt, at eleverne ikke skal komme til videnscentret, men at videnscentret skal komme til eleverne. Derfor har vi valgt den mobile løsning".

Den ene container skal målrettes boligbyggeri og den anden erhvervsbyggeri.

Det er planen, at containerne skal afprøves af udvalgte elever i foråret 2018 og at de, styret af et bookingsystem, for alvor kører ud på skolerne fra august næste år.