Evaluering af de korte uddannelsesaftaler – hvad sker der på tømreruddannelsen?

Evaluering af de korte uddannelsesaftaler – hvad sker der på tømreruddannelsen?

Tekst: Heike Hoffmann. Foto: Pxhere

Danmarks Evalueringsinstitut har evalueret effekten af de korte uddannelsesaftaler på fire uddannelser med udbredt brug af de korte aftaler: tømrerfaget, smed, frisør og mekaniker.

Hvad sker der med kvaliteten og trivslen i praktikuddannelsen?

Undersøgelsen har især haft fokus på, hvad brugen af de korte uddannelsesaftaler betyder for kvaliteten af elevernes uddannelse, og rapporten viser:

  • At 17 % af tømrervirksomhederne taler med skolen eller praktikcentret om relevante praktikmål, mens 43 % ikke har særligt fokus på, hvilke praktikmål eleven skal nå i løbet af aftalen.
  • At 36 % af tømrervirksomhederne ikke mener, at de har brug for mere viden om relevante praktikmål.
  • 45 % af tømrervirksomhederne mener ikke, at de har behov for mere viden om, hvad eleven allerede har lært.

Det betyder, at det kan være svært at opfylde kravet om, at der skal være progression i praktikuddannelsen, så eleven hele tiden bygger oven på det, eleven allerede har lært. Kun 13 % af virksomhederne ser på praktikerklæringen ved praktikperiodens start.

Praktikerklæringerne kan bruges til at samle op på læringen, når eleven skal videre til en anden virksomhed, og lige præcis dette er tømrervirksomhederne gode til – 61 % bruger nemlig praktikerklæringen og logbogen, når eleven afslutter en praktikperiode.

37 % af de oplæringsansvarlige kender rent faktisk praktikmålene fra logbogen. Rapporten peger da også på, at et logbogslignende redskab er rigtigt brugbart, når en virksomhed og en elev efter en praktikperiode skal samle op på, hvad der er lært.

På tværs af de fire uddannelser viser rapporten, at der ikke er stor forskel på, om eleven trives i korte eller ordinære aftaler. Til gengæld medfører de ordinære uddannelsesaftaler et lidt mindre frafald end blandt elever i korte aftaler.

FAKTA

Tal for udviklingen i de korte aftaler – tømreruddannelsen:

  • Antallet af virksomheder, der indgår uddannelsesaftaler, er steget med 14 % fra 2011 til 2015 (fra 1.950 til 2.238 virksomheder). Det tyder på, at muligheden for at indgå en kort uddannelsesaftale har fået flere virksomheder til at uddanne elever – men der kan være andre årsager til den positive udvikling.
  • Fra 2011 til 2015 er andelen af korte aftaler steget fra 37 % til 47 % af alle indgåede aftaler, mens de ordinære aftaler er faldet fra at udgøre 31 % i 2011 til kun at udgøre 18 % i 2015. Tømreruddannelsen var allerede i 2011 den af de fire uddannelser i evalueringen, hvor de korte aftaler var mest udbredt.
  • Blandt elever med mindst to korte uddannelsesaftaler forlænges 64 % flere gange, så de kun møder én virksomhed i løbet af deres uddannelse. 30 % har to forskellige arbejdsgivere undervejs, mens 7 % møder ind på tre eller flere virksomheder, inden de er udlærte.
  • 45 % af virksomhederne vælger den korte uddannelsesaftale pga. usikkerhed om økonomien.

Læs 'Evaluering af korte uddannelsesaftaler i erhvervsuddannelserne'