To danske håndværkere modtager udmærkelse ved WorldSkills

To danske håndværkere modtager udmærkelse ved WorldSkills

Tekst: Christian Riis Kistrup. Foto: Byggeriets Uddannelser

Både tømrer Jesper Sonne Nørgaard og flisemurer Frederik Nielsen opnåede udmærkelsen Medallion for Excellence ved WorldSkills 2017, der netop er slut.

Unge, danske håndværkere er kendt for at levere gode resultater, når de deltager i internationale konkurrencer, ikke mindst WorldSkills, som er VM for håndværk.

Flot arbejde udløser en særlig medalje
WorldSkills 2017, som fandt sted i dagene 15. – 18. oktober i Abu Dhabi, var ingen undtagelse. Inden for byggeriet scorede tømrer Jesper Sonne Nørgaard og flisemurer Frederik Nielsen således over 700 points i deres respektive konkurrencer. Dermed kunne de smilende få hver en Medallion for Excellence hængt om halsen.

Medaljen er et bevis på et stykke arbejde af høj standard. Konkurrencen ved WorldSkills er hård og skarp, og det er de små marginaler, der afgør placeringerne.

Uddannelseskonsulent for murerfaget Erik Fog Larsen siger om konkurrencen: ”Både Frederik og mureren Jacob Ahlgreen har været flotte og værdige repræsentanter for murerfaget i Danmark, og det er vi meget stolte af.”

Ved WorldSkills opnåede Danmark i alt to bronzemedaljer (kok og landbrugsmaskinmekaniker) og otte Medallions for Excellence.

WorldSkills løber af stablen hvert andet år og er den største uddannelsesbegivenhed i verden.

Tømrer Jesper Sonne Nørgaard og flisemurer Frederik Nielsen med deres flotte medaljer om halsen.

Tømrer Jesper Sonne Nørgaard og flisemurer Frederik Nielsen med deres flotte medaljer om halsen.