Murer, stenhugger og stukkatørs trepartsprojekter
Her kan du læse mere om de projekter, som det faglige fællesudvalg for Murer-, Stenhugger- og Stukkaturfaget har igangsat.
Igangværende projekter
Fuge Fight (2025-2026)
Fuge Fight er en læringsplatform, der er udviklet som supplement til undervisningen på murerskolerne. Det er et spil, hvor eleverne kan lærer pensum på en sjov måde gennem opgavebaner og konkurrencer, med simuleringer af virkelige arbejdssituationer. Ind til nu har Fuge Fight kun været udviklet til brug på mureruddannelsens grundforløb.
Projektet arbejder med at videreudvikle læringsplatformen, til at kunne bruges gennem hele mureruddannelsen.
Murerfagets grønne genbrugssten (2025-2026)
Projektet arbejder både med udvikling af et undervisningsforløb om genanvendelse af mursten målrettet elever og lærlinge på mureruddannelsen og også understøtte, at skolerne rent praktisk kommer i gang med forløbet. Herudover skal mureruddannelsen som en del af projektet også brandes som grøn og bæredygtig.
Kvalitet i uddannelsen (2026-2027)
Det faglige fællesudvalg for murer-, stenhugger og stukkaturfaget vil styrke kvaliteten af mureruddannelsens undervisningsmaterialer. Derfor igangsættes dette projekt med fokus på opdatering af undervisningsmaterialer, fx murerbogen. Der vil være fokus på, at bæredygtighed og grøn omstilling integreres, særligt med fokus på genanvendelse a materialer. Målet er, at lærlinge og elever får relevant og tidssvarende undervisning, der afspejler fagets udvikling.
Promovering af murerfaget (2026-2027)
Det faglige fællesudvalg for murer-, stenhugger og stukkaturfaget vil styrke interessen for murerfaget og rekruttere nye gennem forskellige aktiviteter, fra store events som Roskilde Dyrskue til lokale initiativer som en kunstmur i Them. Projektet indeholder også et spor hvor der fokuseres på fastholdelse af elever ved at etablere en fælles murer-Identitet, bl.a. gennem murerskjorter til GF2-elever, baseret på tidligere succesfulde initiativer.
DM og VM i Skills, regionale indsatser samt træneruddannelse
Det faglige fællesudvalg har igangsat et antal indsatser, der retter sig mod at forbedre og forfine træningen af deltagere forud for konkurrencer såsom DM i Skills, VM iSkills. Der er også indtænkt en træneruddannel-se i indsatserne.
Indsatserne skal også medvirke til at skabe større interesse for uddannelserne blandt de unge og samtidigt vise virksomheder, hvad lærlinge kan opnå inden for faget. Det skal medvirke til at øge elevsøgningen og samtidigt skabe lærepladser.
Afsluttede projekter
DM i Skills, EuroSkills og andre internationale konkurrencer
Det faglige fællesudvalg har igangsat et antal indsatser, der retter sig mod at forbedre og forfine træningen af deltagere forud for konkurrencer såsom DM i Skills, EuroSkills og andre internationale konkurrencer.
Indsatserne skal også medvirke til at skabe større interesse for uddannelserne blandt de unge og samtidigt vise virksomheder, hvad lærlinge kan opnå inden for faget. Det skal medvirke til at øge elevsøgningen og samtidigt skabe lærepladser.
Murerfaget er for alle (2023-2025)
Projektet arbejder med at øge søgningen til særligt mureruddannelsen ved at deltage i events såsom Roskilde Dyrskue og lignende og supplere dette med tiltag, der skal tiltrække og fastholde flere kvinder. Herudover udarbejdes der podcasts om murerfaget målrettet de unge som en måde at skabe interesse for faget på.
Der arbejdes også med murer-identiteten som en måde at fastholde elever på GF2 i uddannelsen i projektet. For at understøtte murer-identiteten tilbydes murerskjorter til alle GF2-elever på landets erhvervsskoler, der udbyder uddannelsen.
Mentorordning (2024-2025)
Projektet vil undersøge, om det er muligt ved ansættelse af en mentor at mindske frafaldet på mureruddannelsen, at øge andelen af elever, der får en læreplads inden udgangen af GF2, og derved mindske antallet af elever i skoleoplæring på tre udvalgte skoler.
Flisemurer på Folkemødet på Bornholm
Projektet arbejder med at vise flisemurer frem til Folkemødet på Bornholm, her vil rollemodellerne og eventet være til inspiration for unge mennesker. Det skal være med til at skabe interesse for faget.