Fælles projekter under trepartsaftalen
Det faglige udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse, det Faglige Fællesudvalg for Murer-, Stenhugger – og Stukkaturfaget og det Faglige Fællesudvalg for Struktør-, Brolægger – og Tagdækkerfaget er gået sammen om fælles projekter, der skal være med til at løfte de overordnede mål i treparten.
Igangværende projekter
Gør noget nu (2021-2024)
De faglige udvalg har igangsat kampagnen Gør Noget Nu www.gørnoget.nu, der retter sig mod, at flere unge får øjnene op for byggeriets uddannelser.
Kampagnen kører periodevis på de sociale medier målrettet de unge mellem 13-25 år. Særligt op mod de unges valg af ungdomsuddannelse.
Flere kvinder i håndværksfagene med Boss Ladies (2021-2024)
De faglige udvalg har sammen med Boss Ladies igangsat et projekt, hvor Boss Ladies understøtter erhvervsskolerne i at fastholde de kvindelige elever og lærlinge og sikre dem en læreplads.
EUD-praktikvejlederkurser (2021-2024)
Der er igangsat en opsøgende indsats, der skal promovere og motivere virksomheder til, at mester og læresvend gennemfører EUD-praktikvejlederkurser, hvor de kan blive klogere på det at have en lærling, og hvordan lærlingen får et godt uddannelsesforløb.
Vejen til medaljer – EuroSkills 2025 (2023-2025)
Projektet har to spor. Det ene er kommunikation, branding og rekruttering: EuroSkills som event og deltagernes vej dertil skal bruges til en målrettet branding- og kommunikationsindsats, der kan kaste spotlight på håndværksfagene som en attraktiv karrierevej for de unge.
Det andet spor er Talent og Træning: De mest kvalificerede deltagere skal udvælges, og deltagerne og trænerne skal forberedes så godt som muligt frem mod eventet, så chancen for medaljer øges.
Diversitet – håndværksfagene er for alle (2023-2024)
Projektet er målrettet faglærerne. Det skal bidrage til at give dem nogle redskaber og kompetencer til at imødekomme alle elever og lærlinge på skolen. Det skal understøtte det gode uddannelsesmiljø, så alle elever og lærlinge føler sig velkomne.
Grib værktøjet - Ny PMF-stand (2024-2027)
Der bliver udviklet og bygget en ny ”Prøv, mærk og føl”-stand (herefter PMF-stand), som skal stilles op på events, hvor mange unge deltager. Standen skal have et moderne look, hvor de enkelte uddannelsers særkende og identitet vises frem. Meningen med standen er, at de unge besøgene kan prøve fagene af og netop gribe værktøjet.
Analyse af rekruttering til de små fag (2024)
Projektet er en analyse, der skal afdække, hvad der er best practice i forhold til rekruttering til de små uddannelser, såsom tagdækker, brolægger, tækkemand, gulvlægger, isolatør, groundsman, greenkeeper og glarmester. Analysen skal danne et kvalificeret grundlag for fremtidige rekrutteringsinitiativer.
Ekspert workshops om grøn omstilling for faglærere (2024-2025)
Projektet skal opdatere faglærernes viden om bæredygtighed i byggeriet gennem deres deltagelse i ekspertworkshops. Det skal være med til at sikre kvalitet i undervisning om bæredygtighed i byggeriet.
Opkvalificering af GF1-undervisere til bedre vejledning af eleverne (2024-2025)
Formålet med projektet er at øge rekruttering af elever til grundforløb 2 gennem bedre vejledning på grundforløb 1. Der afholdes 3 kursusgange for faglærere på erhvervsskolerne. Kurserne skal gøre faglærerne i stand til at designe og gennemføre de bedst mulige introduktionsforløb for GF1 eleverne, der viser udvalgenes uddannelser frem som et attraktivt valg på GF2. Introforløbene skal også sikre, at flere elever overgår fra GF1 til GF2 på en af udvalgets uddannelser.
Afsluttede projekter
Ansæt en lærling nu (2021-2022)
Udvalgene igangsatte kampagnen ansætenlærling.nu.
Kampagnen skulle understøtte målsætningen om, at uddannelsesaftalerne gerne skal indgås under den kommende lærlings grundforløb 2. Og helst med en fuld uddannelsesaftale. Kampagnen kørte på de sociale medier.
Se filmen her
Læs brochuren "Ansæt lærlinge tidligt" her
Se plakaten "Giv en lærling en hjælpende hånd" her
Se plakaten "Bygge- og anlægsbranchen mangler dygtige håndværkere" her
Nye modeller for virksomhedsgodkendelse (2022)
Der blev nedsat en ”tænketank” med udvalgte repræsentanter fra lokale uddannelsesudvalg og de faglige udvalg. ”Tænketanken” har afdækket, hvordan de lokale uddannelsesudvalg (LUU) pt. arbejder med virksomhedsgodkendelser, og hvordan det kan anbefales, at LUU griber opgaven an fremover. Resultatet blev præsenteret på LUU-konferencen i 2022.
Logbogen som en vej til øget kvalitet (2022-2023)
Der blev igangsat forsøg sammen med et antal erhvervsskoler, der skulle udbrede den elektroniske praktiklogbog til endnu flere virksomheder og lærlinge. Samtidigt blev logbogen brugt af underviserne i forhold til at forberede undervisningen inden hovedforløbene, og på den måde kunne de forbedre uddannelseskvaliteten og sammenhængen i uddannelsen.
Herudover var de faglige udvalg fælles om et antal mindre tiltag rettet mod de lokale uddannelsesudvalg og erhvervsskolerne, så trepartens målsætninger blev løftet i fællesskab. De tiltag inkludererede udvikling af animationsfilm om den elektroniske praktiklogbog, uddannelsesdage for lokale uddannelsesudvalg, vejledninger, bedre dataunderstøttelse af udvalgene og dialogmøder med erhvervsskolerne.