Spændende job som uddannelseskonsulent til STB-faget

Spændende job som uddannelseskonsulent til STB-faget

Byggeriets Uddannelser søger en uddannelseskonsulent til et spændende job som konsulent for Det Faglige Fællesudvalg for Struktør-, Brolægger- og Tagdækkerfaget.

Om jobbet
Du kommer til at indgå i et team med engagerede uddannelseskonsulenter og administrative kolleger, der arbejder med sekretariatets erhvervsfaglige uddannelser. Du vil få ansvaret for udvalgsbetjening af et fagligt udvalg og kommer til at stå for udvikling af anlægsstruktør-, bygningsstruktør-, tagdækker- og brolæggeruddannelserne. Du kommer til at arbejde tæt sammen med repræsentanter for DI og 3F i det faglige udvalg. Dit arbejde vil også indebære samarbejde og møder med uddannelsesledere og faglærere på erhvervsskolerne rundt i landet.

Uddannelsespolitisk er et af vores store mål at sikre, at fremtidens håndværkere har kompetencer, der matcher krav til bæredygtighed og grøn omstilling. Det arbejde bliver du en del af, og du får dermed mulighed for at sætte dit aftryk på fremtidens erhvervsuddannelser.   

Ingen kan det hele, men vi lægger vægt på, at du kan svare ja til flest mulige af disse udsagn:

  • Du kan lave sekretariatsbetjening, fx rådgivning om dine uddannelser og mødematerialer til det faglige udvalg
  • Du har en solid viden om den formelle regulering af erhvervsuddannelsesområdet
  • Du har forståelse for hverdagens forhold mellem lærling, virksomhed, arbejdsmarked og skoler
  • Du har en relevant bygge- og anlægsfaglig uddannelse
  • Du kan håndtere budgetstyring, driftsmæssige og administrative opgaver og processer
  • Du kan skabe netværk og være opsøgende i forhold til samarbejdspartnere
  • Du har erfaring med at arrangere deltagelse i uddannelsesevent, som fx DM i Skills
  • Du kan indgå i og lede udviklingsorienterede projekter.

Om Byggeriets Uddannelser
Vi er et uddannelsessekretariat med 33 medarbejdere, der brænder for at lave gode og attraktive uddannelser til bygge- og anlægsbranchen. Vi har til huse i Nordvest i København og er ejet af 3F og DI, som vi samarbejder meget tæt sammen med i faglige udvalg og uddannelsesudvalg. Vores mål er hele tiden at være på forkant med udviklingen i bygge- og anlægsbranchen, så vi kan udvikle uddannelser, der imødekommer branchens behov for kompetente medarbejdere og følger med samfundets udvikling.

Hvis du vil vide mere, så kontakt direktør Louise Pihl på 35878713 eller uddannelseschef Stephanie Halse på 35878710. Der er ansøgningsfrist torsdag 25. januar 2024. Send din ansøgning vedlagt CV uden personfølsomme oplysninger pr. e-mail til Elin Hougaard Christensen på ehc@bygud.dk

Første ansættelsessamtale gennemføres 2. februar 2024, anden ansættelsessamtale gennemføres 7. februar 2024. Vi forventer, at du kan starte 2. april 2024.

Alle ansøgninger vil blive behandlet diskret, gennemgået af et ansættelsesudvalg og opbevaret sikkert indtil 6 måneder efter ansættelsesstart, hvorefter de vil blive slettet.