Stor entusiasme på første konference for kvindelige murere siden 1986

Stor entusiasme på første konference for kvindelige murere siden 1986

Emner som lærlingeforhold, akkord, graviditet, toiletforhold, lerpuds, menstruation og håndtering af jargon og fysiske tilnærmelser blev livligt vendt på den første konference for kvindelige murere siden 1986. Konferencen fandt sted lørdag den 4. november i Middelfart, hvor 33 kvindelige murersvende og lærlinge fra hele landet var samlet. Konferencen havde til formål at skabe netværk på tværs af landet, og de kvindelige murere havde dermed en unik mulighed for at dele erfaringer og støtte hinanden i et fag, hvor de mest arbejder sammen med mænd til daglig - og diskutere emner, der er relevante for kvinder i murerfaget.

Som en deltager udtrykte det: ”Det var en sjov oplevelse at sidde med 33 kvinder, og alligevel gik frokostsnakken på mørteltyper og fliselim.” 

Selvom der selvfølgelig er mange murerfirmaer, hvor man som kvindelig murer kan trives på lige vilkår med de mandlige kolleger, blev det tydeligt, at branchen stadig har en del tilbage at ønske i forhold til at skabe rimelige rammer for alle.

To kvindelige murermestre fortalte om udviklingen af deres respektive firmaer, og de blev udspurgt om alt fra opbygning af virksomhed til, om de selv havde kvindelige murere ansat. De håbede, at der ville komme mange flere kvindelige mestre og svende, da mange kvinder både kommunikerer mere ud til kollegaerne og planlægger mere, når de arbejder. Det er egenskaber, der er brug for i byggebranchen.

Konferencen var en succes og blev mødt med stor entusiasme fra deltagerne. Det var også dejligt ikke en eneste gang at blive spurgt, om det ikke er hårdt at være murer, som en deltager pointerede.

Dette års konference er støttet og arrangeret af Byggeriets Uddannelser i samarbejde med kvinder fra branchen.

 

Fakta

Der er i dag 86 aktive kvindelige murersvende og murerlærlinge, der er medlemmer i 3F, og tre kvindelige murermestre.

Konferencen er en del af en kampagne, der skal få flere forskellige typer af mennesker til at vælge murerfaget. Kampagnen hedder ”Murerfaget for alle”, og i lørdags var det så kvinderne, der var fokus på.

 

For yderligere information eller interviews bedes du kontakte:

Pia Skjøtt-Larsen

Uddannelseskonsulent for Det Faglige Fællesudvalg for Murer-, Stenhugger- og Stukkaturfaget

Direkte 3587 8744

psl@bygud.dk

33 kvindelige murersvende og lærlinge fra hele landet var samlet til murerkonferencen.

33 kvindelige murersvende og lærlinge fra hele landet var samlet til murerkonferencen.

To kvindelige murermestre holder oplæg på konferencen    (Foto: Pia Skjøtt Larsen)

To kvindelige murermestre holder oplæg på konferencen (Foto: Pia Skjøtt Larsen)