Projekter for gulvlæggerfaget, der gør en forskel

Projekter for gulvlæggerfaget, der gør en forskel

To trepartsprojekter for gulvlæggerfaget, som Mercantec står for, har gjort en forskel.
- Efter at vores konsulenter har været ude at fortælle om uddannelsen, oplever nogle gulvfirmaer, at tømrereleverne står og banker på for at komme i lære, og det har de aldrig oplevet før, siger Kristine Lund, uddannelsesleder for Bygge & Anlæg på Mercantec. 

I Mercantecs ene trepartsprojekt, ”Øget tiltrækning af lærlinge til gulvlæggeruddannelsen”, har de lavet en lille film om gulvlæggerlærlingen Janni Neesgaard, der er en appetizer til andre unge om, hvorfor det er godt at være gulvlægger, og den har skolen fået god respons på. Projektet har kørt på Fyn og i Jylland, hvor man har vist filmen om gulvlæggerlærlingen på skolerne.

Midt i trepartsprojektet kom der dog nye målpinde for træfagene, blandt andet en ny målpind for simple lim- og spartelopgaver, som gælder alle træfagene. En gulvlægger er verdensmester i lim- og spartelopgaver, men for tømrerne var det noget helt nyt. Alle tømrerskolerne var på bar bund og vidste ikke, hvordan de skulle undervise i det. Kristine Lund fortæller:

- Vi spurgte derfor Videnscenter for Håndværk - Design & Arkitektur ved NEXT København, om vi ikke kunne lave undervisningsmaterialer om lim- og spartelopgaver sammen. Det blev til projektet ”Udvikling af nyt undervisningsforløb til ny bekendtgørelse”.  Underviser Brian Maagaard har lavet nogle undervisningsfilm, og vores konsulenter viser dem, når de kører rundt med det andet projekt i landet.

Det fine i at lægge projekter sammen

Mercantecs konsulenter, som tager ud til skolerne, er konsulent Nynne Stephansen, der har et stort kendskab til gulvlæggerbranchen, samt konsulent og gulvlægger Bjørn Schwartzbach. De kører ud til skolerne og viser undervisningsfilmene, mens de fra sommeren 2023 vil promovere gulvlæggeruddannelsen for GF1 og 2 på Sjælland. Det er et projekt, ”Flere gulvlæggere på erhvervsuddannelserne”, som Mercantec har overtaget fra det Faglige Udvalg for Træfagenes Uddannelse.

- Det er dér, vi ser det fine i at lægge projekterne sammen og tænke det ind i helheder, udtaler Kristine Lund.

Mercantec bad konsulenterne om at tage deres nye materiale om simple lim- og spartelopgaver med ud til faglærerne på skolerne, som var meget interesserede i materialet.

Konsulenterne viser de små undervisningsfilm til lærerne, så de kan få lov til at spørge ind og blive lært op i dem, hvorefter de viser eleverne filmene. Lærerne har dermed fået hjælp til at løse den fagfaglige målpind. Filmene er delt op i små instruktionsfilm til eleverne, så de kan pause dem, mens de lærer teknikken. De kan også se hele filmen (på godt otte minutter), hvis de vil.

Kristine Lund fortæller begejstret:

- Vi har fået så meget ros fra tømrerfaglærerne, for de har stået og hevet sig i håret og ikke vidst, hvordan de skulle undervise i det.

Tømrerelever vil være gulvlæggere

De to AUB-projekter har gjort en forskel. I løbet af 2022 var der otte tømrerelever, der skiftede over til gulvlæggeruddannelsen. Her i maj måned alene er der fem tømrerelever, der har skiftet over til gulvlæggeruddannelsen. Efter at Mercantecs konsulenter har været ude at fortælle om uddannelsen, oplever nogle gulvfirmaer, at tømrereleverne står og banker på, og det har de aldrig oplevet før. 

- Dem, der har været i skoleoplæring, har fået lyst til at gå i lære hos en gulvlægger. Vi har ramt en åre, fordi der er flere, som ikke kendte til uddannelsen, der nu kender den og vil uddanne sig til gulvlægger.

Tilbagemeldingen fra skolerne har været meget positiv. De siger: ”Kom igen!” til Mercantecs konsulenter.

Se Mercantecs film om gulvlæggerlærlingen Janni Neesgaard her

Undervisningsfilmene i lim- og spartelopgaver ligger på Mercantecs Youtube-kanal her