Naturtalentet Micke blev brolægger ved et tilfælde

Naturtalentet Micke blev brolægger ved et tilfælde

Micke Graversgaard er én af fire deltagere i brolæggerfaget til det kommende DM i Skills den 2. - 4. februar i Fredericia, men det var ikke hugget i sten, at Micke skulle være brolægger, selvom han ifølge sin faglærer er et naturtalent.

Micke tog som så mange andre unge først en gymnasieuddannelse ”for at have noget” og er én af de første i familien, som fik en gymnasieuddannelse. Han vidste dog ikke, hvad den skulle bruges til, så efter aftjent værnepligt og et par småjob, startede han hos Dybdal Brolægning ApS i oktober 2018. Der var travlt i firmaet, og Mickes svoger, som også arbejder der, foreslog, at han kunne give en hjælpende hånd.

Ikke noget piberi med Micke

Hans mester, Mads Dybdal, fortæller om Mickes start i firmaet:

”Det var meningen, at han kun skulle hjælpe os i 14 dage. Han kom som en meget indelukket dreng, der spillede meget Counter-Strike, men han havde meget gåpåmod og drive. Man kan altid udpege dem, der falder fra. De begynder at pibe, når det bliver koldt. Det meget romantisk, når der er sol og 30 grader udenfor, men der var ikke meget piberi med Micke, da det blev koldt. Han holdt ved, så jeg sagde til ham: Hvis du har lyst, så bliv her og fungér som arbejdsmand. Så ser vi til foråret, om du vil starte i lære.”

Imponerede sin mester fra start

Micke imponerede sin mester fra dag ét, så han anbefalede Micke allerede fra start af at tage brolæggeruddannelsen, men sagde, at han ikke skulle gøre det for hans skyld, kun for sin egen. Han siger med stolthed i stemmen:

”Micke er lynende intelligent. Han kunne læse tegninger fra dag ét, havde en tegneforståelse og kunne føre projekterne ud i livet. Han havde overblikket.”

Mads Dybdal kommer i tanke om en opgave, firmaet var på inde i Sydhavnen, hvor de skulle sætte en stor vandrende med ca. syv brønde i alt. Det vigtige med sådan en opgave er, at man følger kotehøjderne (en kote er en højde, som er målt lodret).

Mads tænkte, at han skulle se, hvad Micke duede til og bad ham om at sætte kotehøjderne. Micke var lige startet i lære, men inden for et par timer havde han sat højderne, som de skulle være. Mads understreger med benovelse i stemmen:

”Det er altså flot! Han har håndelaget for faget og sætter sten, så det bliver et pænt resultat lige med det samme. Det er ikke en selvfølge.”

Et naturtalent

Micke startede efter et par år hos Dybdal Brolægning på brolæggeruddannelsen og går nu på Hovedforløb 3. Han er færdig næste år. Hans faglærer på NEXT Uddannelse i København, Kim Nicolai Thorsen, synes, at Micke er blomstret op, efter han er startet på uddannelsen og kalder ham et naturtalent inden for brolægning. Til det svarer Micke ydmygt:

”Jeg synes da, jeg er meget god” og uddyber:

”Jeg har en generel forståelse for faget, er god til at sætte jævnt og tænke fremad. Jeg laver pæne hugninger og et pænt stykke arbejde.”

Vigtigt med fleksibilitet og variation i arbejdet

For Micke er det vigtigt at kunne arbejde udenfor, og at arbejdsdagen byder på variation:

”Det er fedt at være ude i stedet for at sidde på kontor. Jeg kunne dog godt tænke mig et job, hvor man skifter mellem at sidde på kontor og udearbejde. Det er vigtigt med fleksibilitet og variation i arbejdet og det at kunne være udenfor. Derfor kan jeg også godt lide brolægning. Jeg laver aldrig den samme ting i en længere periode: Jeg skifter mellem at lægge chaussésten, brosten, fortovsfliser med mere. Det skaber en varieret arbejdsdag.”

Meget beæret over at deltage

Til deltagelsen i DM i Skills siger Micke:

”Jeg er meget beæret over at skulle være med i DM i Skills.” Han har talt med en anden lærling i firmaet, Lasse Holmqvist Hansen, som vandt DM i Skills 2020 for brolæggerfaget, om, at det er en superfed oplevelse at være med. Micke har faktisk selv snuset lidt til DM i 2021 i Slagelse, hvor han dog ikke var konkurrencedeltager, men skulle lave rosetter af mosaikker som opvisning ved siden af de konkurrencedeltagerne, som blandt andet talte brolægger Lasse Holmqvist Hansen.

Micke glæder sig til DM:

”Jeg skal gøre mit bedste og nyde det, mens jeg er der. Jeg glæder mig til at lære nogle andre at kende fra faget.”

God nok til at vinde DM

Han går ind til konkurrencen med selvtillid, for som han siger:

”Jeg er god nok til at vinde. Det mener min mester og andre, der kender mig.”

Micke er meget glad for sin mester, og de nu har arbejdet sammen i godt fem år. Følelsen er gengældt, og mester Mads Dybdal siger:

”Micke har udviklet sig fra en stille dreng til en ”småflabet” fyr, der godt kan komme med kække bemærkninger. Det har været fedt at følge ham og se ham få noget selvtillid. Det er vigtigt med en god relation mellem lærling og mester, og jeg er rigtig glad for ham og vores samarbejde.”

Micke Graversgaard har været med til DM i 2021 i Slagelse, men ikke som deltager - kun som opvisning af, hvordan man sætter rosetter med mosaikker.

Micke Graversgaard har været med til DM i 2021 i Slagelse, men ikke som deltager - kun som opvisning af, hvordan man sætter rosetter med mosaikker.