Jeg håber på at lave en EM 1992!

Jeg håber på at lave en EM 1992!

Murerlærling Lukas Grummesgård Kristensen skal deltage i EuroSkills den 5. – 9. september 2023 i Polen. Han blev nummer to til DM i Skills 2023 for murerfaget og kom med på et afbud, da vinderen, Gry Astrup, meldte fra til EM. Lukas håber på at lave en gentagelse af en gentagelse af EM i fodbold i 1992. Vi har talt med ham om forberedelserne og forventningerne til EM.

Hvor langt er du nået med din mureruddannelse?

- Jeg har halvandet år tilbage, før jeg er udlært. Jeg går på Herningsholm og er i lære hos Poul Petersen Entreprise i Aarhus.

Hvorfor valgte du at uddanne dig til murer?

- Jeg har taget handelsgymnasiet (HHX) efter 9. klasse, men så gik jeg og hjalp med at renovere min mors hus og gik til hånde og syntes, at det var fedt at prøve de forskellige håndværk. Jeg kan godt lide, at man kan se et slutprodukt med det, man laver. Det er tilfredsstillende at se, når man laver et flot stykke arbejde.

Hvordan er støtten fra din mester?

- Min mester støtter fuldstændig op om det både DM i Skills og EuroSkills, det har han altid gjort.

DM-vinderen i Skills 2023, Gry Astrup, meldte afbud til EuroSkills. Hvordan var din reaktion?

- Jeg var glad for at få chancen med at være til EM efter afbuddet fra Gry. Jeg håber på at lave en EM 1992!

Hvordan forbereder du dig?

- Jeg træner på skolen (Herningsholm) nu, men jeg har været i Hjørring de sidste to uger og træne med Finn Pedersen. Jeg har også været i Tyskland i maj for at træne med det tyske landshold og i Frankrig senere hen og træne dér, og det har været fantastisk at være med til, når man træner det uventede og ikke kender omgivelserne, opgaverne, materialerne og sproget. Alt er anderledes. De arbejder med andre sten og en anden slags mørtel end det, vi bruger i DK. Det vil jo være det samme i Polen.

Hvordan har du det med engelsk og at skulle kommunikere på et andet sprog under konkurrencen?

- Jeg kan godt klare mig på engelsk, og det har jeg det fint med.

Erik Fog Larsen, konsulent for Det Faglige Fællesudvalg for Murer-, Stenhugger- og Stukkaturfaget, udtalte efter træningen i Tyskland:

- Allerede nu ser vi, at Lukas forstår, hvad der skal til for at måle sig med nogle af de bedste. Lukas klarer sig fint og bliver bedre og bedre for hver dag.

Hvad siger du til det?

- Det er jo megafedt, at man får den anerkendelse. Det hjælper, at man tror lidt mere på sig selv, at det hele nok skal gå.

Murerlærling Lukas Grummesgård Kristensen    foto: Lasse Skov

Murerlærling Lukas Grummesgård Kristensen foto: Lasse Skov

Lukas Grummesgård Kristensen under træningen   (foto: Erik Fog Larsen)

Lukas Grummesgård Kristensen under træningen (foto: Erik Fog Larsen)

Hvad betyder det for dig, at du skal repræsentere dit fag?

- Det er kæmpestort og ikke noget, jeg forventede, da jeg startede i lære for to år siden. Jeg går bare og træner for mig selv i Herning, men det er nok først, når EuroSkills er overstået, at det går op for en, hvor stort det er.

 Hvad er det fede ved murerfaget?

- At stå på et stillads i godt vejr at banke nogle sten i sammen med nogle gode kolleger.

Hvad er dine forventninger til opgaven?

- Jeg har fået de tre opgaver, og de er simple ift. de andre år (har jeg hørt fra Finn), men det kræver også, at de står knivskarpt, og der er stadig tidspres på. Så bliver 30 procent af opgaven ændret.”

Hvordan forbereder du dig på det uventede?

- Jeg gør det ved at forberede mig på mentalt, at der vil ske noget uventet og acceptere, at det kommer. Det er ikke noget, jeg går og spekulerer meget på. Jeg føler mig så godt forberedt, som jeg kan, og så må vi se, hvor det bærer hen.

Jeg har trænet mellem 8-10 uger i alt med ren træning, og jeg træner i denne uge og lidt i næste uge. Vi rejser til Gdansk mandag den 4. september.

Hvad glæder du dig mest til:

- At komme ned og være en del af hele setuppet og en del af landsholdet. Vi har det skidegodt på kryds og tværs. Vi har lært hinanden at kende og knyttet nogle bånd og lært andre at kende, der forstår, hvordan man har det som Skills-deltager. Det forstår mine andre kammerater eller mine forældre ikke hundrede procent. Det er fedt at få et godt bånd til alle de andre deltagere. Vi snakker meget om, hvad vi laver i vores fag, for det er så nørdet det, vi alle sammen render rundt og laver.

Hvad laver du i din fritid?

- Jeg murer også i min fritid, for det skal være ens hobby, hvis man skal være med til DM og EM. Man skal synes, det er sjovt – det skal man – for det er så intenst.

Vi hepper på dig, Lukas!