Byggebranchen kan gøre en stor forskel for grøn omstilling

Byggebranchen kan gøre en stor forskel for grøn omstilling

”Byggebranchen producerer 40 % af ALT Danmarks affald”.

Sådan sagde Lise Lyngfelt Molander, sektionsleder ved Teknologisk Institut, på vores afsluttende konference for kursusforløbet Grønne Spydspidser. Foran hende sad 14 faglærere, som hun, sammen med andre undervisere, havde fortalt vidt og bredt om den grønne omstilling og bæredygtighed i byggeriet i løbet af de seneste syv måneder.

1239 slides har de været igennem + det løse, så det er ikke første gang, at de kompetente faglærere hører dette tal.

Og hvorfor er det så vigtigt at huske på de 40 %?

Fordi, når man skal undervise den branche, som bidrager allermest til affaldssektoren, så kan man også gøre den største forskel! Derfor er det tal vigtigt – det er motiverende.

Grønne Spydspidsers formål er at kvalificere faglærerne til at udvikle deres egne AMU-kurser i grøn omstilling og bæredygtighed, så de er klar til at modtage en byggebranche som er topmotiveret for at tage efteruddannelse og blive klogere og bedre kvalificerede til at arbejde med den grønne omstilling. Og hvis byggebranchens folk ikke er topmotiverede nu, så skal de nok blive det – og så er AMU-skolerne klar til at tage imod!

For som Anders Sørensen fra Enemærke & Petersen a/s sagde på samme konference:

”Argumentet fra arbejdsgivere er ofte, at de ikke har tid til at sende deres folk på kursus. Men hvis vi ikke gør noget ved det her, som er så vigtigt, så får vi pludselig RIGTIG god tid.”