14 friske faglærere bliver til 14 grønne spydspidser

14 friske faglærere bliver til 14 grønne spydspidser

Hvorfor står 14 garvede faglærere fra 7 forskellige erhvervsskoler - plus konsulenter fra Videnscentret for Bæredygtigt Byggeri - sammen med Teknologisk Institut hos EUC Nord i Hjørring?

De bliver rustet til selv at undervise AMU-kursister i bæredygtigt byggeri. Første modul af den intensive uddannelse af 14 faglærere bød på inspirerende oplæg og diskussioner om byggeri, cirkulær økonomi, lovgivning, EU-regulering og byggeprocesser.

Giver opdateret viden om bæredygtigt byggeri

Udover at blive klogere så viste første modul, at faglærerne ved meget mere om bæredygtigt byggeri, end de selv var klar over. To af de grønne spydspidser, faglærerne Jes H. Knudsen og Tommy Vestergaard, fremhævede:

”Tilsammen har vi grønne spydspidser mere end 500 års byggeerfaringer – og alligevel er der virkelig meget, vi ikke ved om bæredygtigt byggeri. Grønne Spydspidser giver os lige præcis den opdaterede viden om bæredygtigt byggeri, som vi har brug for – og muligheder for at klæde branchen godt på med AMU-kurser. Vi glæder os til at dykke ned i ”Valg af materialer” på EUC Sjælland, når modul 2 i de ”Grønne spydspidser” løber af stablen 5 maj 2022."

Tak til Teknologisk Institut og vores dygtige undervisere Simone Dalvang og Katrine Hauge Schmidt for spændende oplæg og facilitering af gode diskussioner og tak til Finn Pedersen og Peter Kaae Muhlig fra EUC Nord for forbilledlig organisering af deltagernes ophold.

Baggrund

Fra april 2022 frem til november 2022 vil 14 dygtige AMU-faglærere fra 7 erhvervsskoler (Learnmark, Mercantec, EUC Nord, AMU Nordjylland, EUC Sjælland, Nordsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser og Roskilde Tekniske Skole) deltage i et intenst uddannelsesforløb med 14 undervisningsdage over 6 måneder.

Som en del af forløbet skal der både udvikles viden, nye AMU-kurser rettet mod håndværkere og sikres stærke miljøer for bæredygtigt bygge- og anlæg på de 7 partnerskoler. Projektet er blevet mulig gennem økonomisk støtte fra Grundejernes Investeringsfond, Realdania og Boligfonden Kuben.