Danmarks bedste brolæggere er kåret

Danmarks bedste brolæggere er kåret

Stort tillykke til Theis og Rasmus fra Learnmark!

Der blev kæmpet og svedt i sol og silende regn, og den ene vinder fik nær banket den ene finger af under brolægger-DM på Have & Landskabsudstillingen i Slagelse, som blev afgjort fredag den 27. august. Borgmester John Dyrby Paulsen indledte præmieoverrækkelsen med at hylde håndværket, hvorefter han bad alle de mange tilhørere om at give konkurrencedeltagerne en stor hånd.

De to hold fra henholdsvis Learnmark og NEXT kæmpede utroligt tæt ifølge oldermand for Brolæggerlauget, Claus Johnsen:

”Der var meget tæt løb, og det var lige før, vi måtte ud i en lodtrækning. Vinderne har leveret det ypperste håndværk. Hvad kan det ikke blive til?”, udtalte han, mens han udråbte Theis Lauersen og Rasmus Nørgaard Andersen fra Learnmark og henholdsvis Sven Erik Lind og JA Brolægning til Danmarks bedste brolæggere foran familie, lærere og kolleger.

Rasmus Lauersen, som kom til skade med den ene finger i starten af konkurrencen, var lettet: ”Det er fedt at vinde, men det har været sindssygt presset.” Brolæggerlærlingene havde 21 timer til at lave en imponerende flot granitoverkørsel.

Theis og Rasmus vandt over de værdige modstandere Lasse Holmqvist og Martin Kamper Rysgaard (danmarksmester 2020) fra NEXT Uddannelse København og henholdsvis Dybdal Brolægning ApS samt Byager’s Brolægning ApS.

Borgmester John Dyrby og oldermand for Brolæggerlauget, Claus Johnsen, med vinderne 2021: Theis Lauersen og Rasmus Nørgaard Andersen

Borgmester John Dyrby og oldermand for Brolæggerlauget, Claus Johnsen, med vinderne 2021: Theis Lauersen og Rasmus Nørgaard Andersen