Rollemodelkampagne fortsætter

Erhvervsskolernes ElevOrganisations (EEO) rollemodelkampagne har fået midler til en 3-årig forlængelse af rollemodelprojektet "Vejen til en erhvervsuddannelse". Kampagnen har de seneste 2 år besøgt mere end 21.000 elever i 7. - 10. klasse, og skal fremover ud til endnu flere.

Der er fortsat brug for rollemodeller fra bygge- og anlægsuddannelserne!

Med rollemodelkampagnen får uddannelserne en enestående mulighed for at blive præsenteret for grundskoleelever over hele landet. EEO får mange henvendelser fra grundskolerne, der ønsker at få besøg af rollemodeller, der kan dele erfaringer og oplevelser med deres fag - og her mangler vi særligt elever fra bygge- og anlæg.
Kampagnen er særlig attraktiv, da den indeholder gode muligheder for at uddanne rollemodellerne, samt har midler til frikøb i forbindelse med besøg og oplæg.

For at få de unge til at melde sig som rollemodeller er der brug for lokal hjælp. Byggeriets Uddannelser vil kraftigt opfordre til, at de lokale uddannelsesudvalg og skoler finder unge elever fra  bygge og anlægsuddannelserne og får dem til at tilmelde sig som rollemodeller, så potentielle elever kan få præsenteret bygge- og anlægsuddannelserne.

Læs mere om kampagnen her: http://eeo.dk/vejentil/

 

Grundejernes Investeringsfond, Nordea-fonden og VILLUM FONDEN, står bag den finansielle støtte til projektet.