Statsministeren kårer landets dygtigste erhvervsskoleelever

Statsministeren kårer landets dygtigste erhvervsskoleelever

Pressemeddelelse. Foto: Per Daugaard.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har sagt ja til at kåre årets Danmarksmestre, når DM i Skills 2018 afsluttes lørdag den 20. januar efter tre spændende konkurrencedage i MCH, Herning.

Åbningen torsdag den 18. januar står undervisningsminister Merete Riisager for.

Med rollefordelingen mellem de to ministre bliver der tale om en gentagelse af opsætningen i Fredericia i 2016, hvor statsministeren også tog sig af at uddele håndtryk, præmie og diplom til hver enkelt DM-vinder, mens undervisningsministeren stod for åbningen. Sidste år i Aalborg var rollerne byttet om.

Rekordernes DM
DM i Skills 2018 sætter igen rekord med antal deltagende fag. Der skal kåres Danmarksmestre i 42 konkurrencefag, og desuden medvirker unge fra 19 demonstrationsfag. Mere end 300 deltagere fra erhvervsuddannelserne er udtaget til DM-finalerne i Herning.

DM i Skills skal demonstrere det ypperste i håndværk og vise det fortrinsvis unge publikum, hvor langt man kan nå med en erhvervsuddannelse.

Fokus på håndværk og erhvervsuddannelser
Bag DM i Skills står SkillsDenmark, en nonprofit-organisationen støttet af Undervisningsministeriet, arbejdsmarkedets parter, faglige udvalg, erhvervsskoler, fonde og virksomheder.

Formålet er at fremme det gode håndværk og fokus på erhvervsuddannelserne gennem konkurrencerne DM i Skills, EuroSkills og WorldSkills.

Se hele programmet med præcise tidsangivelser for dette års DM i Skills.

Såvel åbning som afslutning vil blive transmitteret på www.skillsdenmark.dk. 

Statsministerens deltagelse er betinget af, at der ikke opstår situationer, der kræver hans tilstedeværelse andetsteds.