Carlsberg Byen og erhvervsskoler inviterer unge ind på byggepladsen

Carlsberg Byen og erhvervsskoler inviterer unge ind på byggepladsen

D. 6. september inviterer Carlsberg Byen i samarbejde med erhvervsskoler lokale unge og grundforløbselever til byggepladsbesøg.

Under overskriften: ”Vil du være med til at bygge Københavns nye bydel op?” er Carlsberg Byen og erhvervsskoler gået sammen om at invitere unge fra lokalområdet samt nystartede grundforløbselever ind for at opleve de forskellige byggefag på byggepladsen.

”Vi vil gerne vise de unge, at det at være håndværker faktisk handler om at bygge noget stort og blivende, der bidrager til vores allesammens by – noget man kan være stolt af” siger Jens Nyhus, Direktør i Carlsberg Byen.

På besøget kommer de unge til at opleve en stor byggeplads helt tæt på, når de kommer rundt på de forskellige byggefelter og møder de fag og elever, der er her.

Bolette Rose Jørgensen fra skolesamarbejdet Praktikpladser på Store Byggerier tilføjer, ”Vi håber, at det kan inspirere andre bygherrer til at komme lidt op af stolen. Bygherrerne ved jo godt, at de også skal have faglært arbejdskraft om fem, ti og tyve år. Hvis vi skal skabe nok faglærte hænder i Danmark, er bygherrer og virksomheder nødt til at vise de unge, at byggeriet er en rigtig fed vej at gå”.