Kampagne får forældre og børn til at snakke om erhvervsuddannelser

Kampagne får forældre og børn til at snakke om erhvervsuddannelser

Tekst: Christian Riis Kistrup. Foto: Dit barns fremtid

Forældrekampagnen ’Dit barns fremtid’, der skal få forældre til at tale med deres børn om erhvervsuddannelserne, har opnået pæne resultater, viser ny evaluering.

Det vurderes, at Danmark vil mangle helt op mod 70.000 faglærte i 2025. Det er derfor vigtigt, at unge – samt ikke mindst deres forældre – har erhvervsuddannelser med i overvejelserne, når valget af ungdomsuddannelse skal foretages.

Vigtig viden om erhvervsuddannelserne
’Dit barns fremtid’ har siden september 2016 henvendt sig til forældre, hvis børn står overfor det vigtige valg. Dens overordnede formål er at højne forældres kendskab og viden om erhvervsuddannelserne samt øge søgningen til erhvervsuddannelserne.

Kampagnen er gennemført af Den Regionale Ungeenhed i Region Hovedstaden sammen med alle regioner og en række samarbejdspartnere.

Kampagnen har opnået resultater over standard
For at måle kampagnens effekt er ’Dit barns fremtid’ netop blevet evalueret. Overordnet viser evalueringen, at kampagnen har haft en meget stor eksponering, og at den har nået den ønskede forældregruppe bredt og dækkende med holdningspåvirkende information om erhvervsuddannelserne.

Kampagnen har slået igennem ad flere kanaler på nettet – hjemmesiden ditbarnsfremtid.dk, Facebook og YouTube samt gennem regionale tv-spots og i radioen. Desuden fremgår det, at halvdelen af de erhvervsskoler som har deltaget i evalueringens spørgeskemaundersøgelse, har brugt kampagnens materialer på egen hjemmeside og/eller linket til ditbarnsfremtid.dk.

Det bør dog bemærkes, at det ikke har været muligt at måle en effekt i form af et øget antal ansøgere til en erhvervsuddannelse.

En nok så vigtig tilbagemelding kommer fra forældrene
Interview med forældre viser generelt, at de ser positivt på forældrekampagnen. Forældrene tilkendegiver, at de påvirkes positivt af kampagnen, der giver dem mere viden om og et positivt syn på erhvervsuddannelser samt at den tilmed rykker ved deres fordomme.

Forældrene tilkendegiver også, at kampagnen kan få eller har betydning for deres dialog med deres barn omkring uddannelsesvalget. Flere forældre vil tale med deres barn om erhvervsuddannelserne, og enkelte vil også mere positivt tilskynde deres barn til at vælge en erhvervsuddannelse.

Læs mere
Ditbarnsfremtid.dk