Byggeriets Uddannelser udlærer endnu en elev

Byggeriets Uddannelsers elev Jacob Lyskov Nielsen har den 12. april 2016 gennemført sin 2-årige kontoruddannelse med speciale i administration.

I Byggeriets Uddannelser prioriteres det højt at have elever, og vi er glade for igen at kunne sende en færdiguddannet kontorelev videre.

Sussi B. Johansen, elevansvarlig i Byggeriet Uddannelser, betoner vigtigheden og de mange fordele, der er ved at have elever: 

”Det kræver selvfølgelig lidt ekstra tid af både den elevansvarlige og de oplæringsansvarlige, men det er en tid, man skal tage sig. Det er vigtigt, at vi påtager os ansvaret for at uddanne fremtidens medarbejdere. Det er både sjovt, spændende og udfordrende at være elevansvarlig, og jeg føler sammen med alle medarbejdere i Byggeriets Uddannelser et stort ansvar for at give eleven et så godt forløb som muligt”.

Direktør i Byggeriets Uddannelser, Jan Ejlerskov Petersen, tilslutter sig betydningen af at tage elevansvar:

”Som uddannelsessekretariat mener jeg, at vi har en social og samfundsmæssig forpligtelse til at sikre, at der løbende er en elev i Byggeriets Uddannelser. I vores elevplanlægning sørger vi for, at vores elever følger en god uddannelsesplan og sikrer, at eleverne kommer rundt om alle de funktioner, der ligger i pågældendes uddannelse”.

Byggeriets Uddannelser er allerede nu i gang med at finde sekretariatets næste kontorelev.