Tysk-dansk-samarbejde ml. stenhugger- og stukkaturfaget

I april i år var det faglige udvalg for stenhugger- og stukkaturfaget på studietur til Freiburg.

Formålet med turen var at skabe netværk, søge inspiration og undersøge udvekslingsmuligheder - og turen var en stor succes.

På studieturen blev der således set på muligheden for at sende en stukkaturfaglærer på efteruddannelse på skolen i Leonberg, og der blev hentet nye ideer hjem til indretning af stukkatør-værkstedet på skolen.

Også stenhuggerfaget havde en udbytterig tur. Her kunne den projektorienterede tilgang som den tyske skole har til faget inspirere, og stenhuggerskolerne er efterfølgende begyndt at udveksle opgaver landene imellem.

Formand for det lokale uddannelsesudvalg for stenhugger- og stukkaturfaget på EUC Sjælland, Henrik V. Olsen, betoner vigtigheden af samarbejde på tværs af landegrænserne.

”Når vi har at gøre med de små fag som stenhugger- og stukkaturfaget, er det nødvendigt at få etablerede internationale netværk, så faglærerne har nogle at sparre med inden for deres område. Og med turen til Freiburg kom både stenhugger- og stukkaturfaget hjem med nogle rigtig gode ideer, der er værd at arbejde videre med. Vi glæder os over det samarbejde, som vi har fået etableret og håber meget på en tur tilbage inden for længe. ”