Tre bygge- og anlægsfaglærere nomineret til Politikens Undervisningspris

I dag blev vinderne af Politikens Undervisningspris 2015 offentliggjort. Inden for erhvervsskolekategorien blev det Nicolas 'Nico' Fischer fra Roskilde Tekniske Skole, Byggemontageteknikeruddannelsen, som løb af sted med titlen og de 75.000 kroner. Men også Allan Mølgaard, underviser på Struktørfagene og Henning Haslev fra Gulvlæggeruddannelsen, begge fra Mercantec, var blandt de i alt fire nominerede til Politikens Undervisningspris.

I Politiken d. 27. og 28. april kan man blandt andet læse følgende omtale af de nominerede undervisere:

Henning Haslev, Byggetek, gulvlægger, Viborg

Indstillet af en kollega, der blandt andet skriver, at Henning Haslev, der har været ansat på uddannelsen i 40 år: »Henning har et godt tag i eleverne, og selvom Henning ikke er helt ung længere, kan han stadigvæk fange og motivere eleverne, der er også stor respekt omkring hans faglighed, både på skolen og i branchen, og alle ved hvem Henning er«.

Ekspertpanelet har valgt at nominere Henning Haslev for hans omfattende viden om sit håndværk - og da han har været med til at videreudvikle gulvlægger-udannelsen. Samtidig har han i mange år vejledt nogle af uddannelsens andre undervisere.

Allan Mølgaard, Byggetek, struktøruddannelsen, Viborg

Indstillet af elever og tidligere elever, der blandt andet skriver, at han »tror virkelig på sine elever samt støtter dem ud over alle grænser, som han tydeligt viste, da han trofast stod bag sine elever og gik med dem til henholdsvis 1. pladsen i DM i skills-anlægsstruktør og bragte sejren videre med til EM, som blev afholdt i Frankrig i 2014, det første danske medvirkende hold«.

Ekspertpanelet har blandt andet nomineret Allan Mølgaard, fordi han deler sin viden ved at lave undervisningsmateriale, der bliver brugt i hele landet.

Vinderen af Politikens Uddannelsespris inden for erhvervsskolekategorien blev Nicolas Fischer fra Roskilde Tekniske Skole, Byggemontageteknikeruddannelsen, med ordene:

Ekspertpanelet har valgt Nicolas Fischer som hovedpristager, da han »er en fantastisk dygtig lærer, som stiller høje krav til alle, og som har en fantastisk flot track record, hvad angår elevernes præstationer. Men dét, der gør, at vi giver ham årets hovedpris er, at han udover at være en benhård indpisker, når det gælder at holde den faglige fane højt, så er han en omsorgsfuld mentor, som har blik for, at der skal andet og mere end fagligt engagement til«.

Byggeriets Uddannelser ønsker både de nominerede og vinderen af Undervisningsprisen tillykke.