DM i Skills 2017 skal afholdes i Gigantium i Aalborg

Pressemeddelelse: SkillsDenmark har på sit bestyrelsesmøde den 23. september 2015 besluttet at sige ja tak til Aalborg Kommunes tilbud om at afholde DM i Skills i januar 2017. DM vil løbe af stablen i uge 4 – 26. til 28. januar 2017 i Gigantium. Det ser SkillsDenmark frem til.

DM i Skills blev afholdt i Aalborg i 2014. Det er et mesterskab, SkillsDenmark ser tilbage på med glæde. Byens engagement, idérigdom og initiativ koblet med de dygtige unge konkurrerende erhvervsskoleelever gik op i en højere enhed. Det var et brag af et DM i Skills – i nogle gode rammer.

Baggrunden for, at SkillsDenmark og DM i Skills vender tilbage til Aalborg nu, skyldes, at det desværre ikke var muligt at få enderne til at nå sammen i Roskilde. Roskilde by havde budt ind på DM i Skills i 2017, men det var ikke muligt at få pladskravene til DM i Skills og økonomien til at gå op i en højere enhed. SkillsDenmark beklager dette og håber, det på et senere tidspunkt bliver muligt at vende tilbage til Roskilde.

Aalborg Kommune tilbød at overtage værtskabet i 2017 og fremrykkede dermed, den aftale SkillsDenmark og Aalborg Kommune havde om værtskab i 2019. SkillsDenmark ser frem til samarbejdet med Aalborg

Om det kommende værtskab for DM i Skills 2017 siger Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen:

Det er ikke nogen hemmelighed, at Aalborg har set frem til muligheden for at gentage succesen fra 2014. DM i Skills 2014 er et synligt bevis på, at Aalborg og Nordjylland kan levere det, der skal til. Foruden, at Aalborg i Gigantium har de nødvendige faciliteter, og den professionelle servicering af udstillere, gæster og konkurrencedeltagere er i top, så er DM i Skills i Aalborg samtidig et bevis på, hvad det gode lokale og regionale samarbejde kan tilføre mesterskabet. Vi glæder os til igen i 2017 at præstere en opbakning og involvering, der gør, at Aalborg og Nordjylland kan sætte sit lokale præg på DM i Skills med en række initiativer, som bidrager til oplevelsen for alle involverede.  

Der er ingen tvivl om, at vi har gejsten, viljen og evnerne til at løfte opgaven igen i 2017.

Spørgsmål til indholdet af denne pressemeddelelse kan rettes til:

Formand for SkillsDenmark Jesper Juul Sørensen tlf. 21 66 50 20
Borgmester Thomas Kastrup Larsen tlf. 99 31 15 01
Eventchef Søren Thorst tlf. 99 31 16 13