De første murer-EUX-studenter er sprunget ud

11 dygtige murer-elever kunne i sidste uge som de første nogensinde kalde sig EUX-studenter inden for murerfaget. De 11 elever kommer fra hhv. SDE Odense, Tech College Aalborg og Herningsholm.

Erik Fog Larsen, Uddannelseskonsulent i Byggeriets Uddannelser, ønsker de 11 murer-elever tillykke med uddannelsen: Der er et stigende antal unge, der søger ind på EUX-uddannelserne - og med god grund. Der er efterspørgsel på folk, der kombinerer svendebrevet med gymnasiefag. Men EUX-uddannelsen stiller høje krav til den enkelte elev, og det er meget flot, at de unge murer-elever har gjort det så godt. Jeg ønsker dem alle sammen tillykke og held og lykke videre.