Fremgang på struktøruddannelserne

De seneste tal fra Ministeriet for Børn og Undervisning viser en stigning på hhv. 8 og 12 procent på antallet af igangværende uddannelsesaftaler inden for anlægs- og bygningsstruktøruddannelsen. Og flere unge søger fortsat uddannelserne. Uddannelseskonsulent John Hvass glæder sig over fagenes fremgang.

I 2012 var der inden for anlægsstruktøruddannelsen i alt 494 elever med en igangværende uddannelsesaftale. I 2013 steg tallet til 535 uddannelsesaftaler. Inden for bygningsstruktørområdet var der i 2012 196 igangværende uddannelsesaftaler, hvilket i 2013 steg til 219 aftaler.

Uddannelseskonsulent i Byggeriets Uddannelser John Hvass glæder sig over de positive tal og peger på flere årsager til fremgangen.

”For det første ser vi et stigende antal grundforløbselever, hvilket naturligt gør, at der er flere ude og søge efter praktikpladser - og der har været bud efter dem. I 2013 så vi flere steder i landet, at virksomhederne direkte annoncerede efter struktørelever.

Herudover lancerede vi 2013 den landsdækkende kampagne blivstruktør.dk. Kampagnen har ikke bare fået flere unge til at vælge uddannelserne, men har også medvirket til at yderligere flere virksomheder har fået øjnene op for de mange muligheder, der ligger i de to uddannelser. Afslutningsvist har også AUB-midlerne haft en afgørende betydning for det praktikpladsopsøgende arbejde ude på skolerne. Jeg tror på, at vi også i år vil se en fortsat fremgang på fagene.”

Og at der er grund til fortsat optimisme, viser også forårsoptaget til grundforløbet, hvor 185 allerede har søgt om optag. At der fra politisk side også er fokus på struktørfaget og nødvendigheden af flere udlærte struktører, kan også læses ud af den nye erhvervsskolereform, hvor anlægsstruktøruddannelsen allerede i 2014 udvides med yderligere 70 skolepraktikpladser, hvilket svarer til en stigning på 100 %.

Du kan se den seneste erhvervsuddannelsesstatistik her, og læse mere om struktørkampagnen her