Europamesterskab for teknisk isolatørelever

Når Europamesterskabet for teknisk isolatørelever/ unge håndværkere for 11. gang løber af stablen, er det igen i år med dansk deltagelse.

Da Mathias Urth Mortensen, nyudlært fra Uldjysk Isolering, vandt dette års DM i Skills i Aalborg, kvalificerede han sig samtidig til Europamesterskaberne for teknisk isolatørelever/ unge håndværkere.

Mesterskabet, der bliver arrangeret af Den Internationale Forening for Teknisk Isolering, løber hvert 2. år, og bliver i år afholdt d. 17. – 20. september i Krakow, Polen. Her skal Mathias Urth Mortensen dyste mod teknisk isolatørelever/unge håndværkere fra Tyskland, Polen, Frankrig, England, Norge, Østrig og Schweiz.

Konkurrencen bliver afholdt i det 13.000 m2 store messecenter ’International Exhibition and Convention Centre EXPO Krakow’, og bliver en del af en større industri-isoleringsmesse. Her vil branchefolk fra hele verden have fokus på nye teknologier og produkter og ikke mindst stifte bekendtskab med nogle af de bedste isoleringselever i Europa.

Uddannelseskonsulent i Byggeriets Uddannelser, John Hvass, ser meget frem til Europamesterskaberne:

Den danske teknisk isolatøruddannelse er en af de bedste i verden, men det er altid spændende og lærerigt at opleve, hvordan andre lande griber uddannelsen an.

Herudover er arrangementet en enestående mulighed for vores sponsorer for at få præsenteret deres virksomhed i et professionelt miljø. Den danske Tekniske Isoleringsbranche er kendetegnet ved innovation og kreative løsninger – både på uddannelsesområdet og ude i virksomhederne, og det har vi en fantastisk mulighed for at vise til Europamesterskaberne i Krakow.

Det er stadig muligt at blive fagsponsor ved dette års Europamesterskab. Kontakt uddannelseskonsulent John Hvass, 35878742, jh@bygud.dk, for yderligere oplysninger.