Vinderne af den sidste udtagelse til WorldSkills for Murer- og Flisemurerelever

DM i Skills er netop blevet afviklet og Danmarks bedste elever fundet, men for Matthias Nielsen (Herningsholm) og Søren Hvidberg Henriksen (EUC Nord) var titlen som hhv. Danmarks bedste murer- og flisemurerelev ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er dem, der til sommer skal repræsentere deres fag ved VM i Leipzig.

Der er høje forventninger til den danske VM-deltagelse, og det er vigtigt, at det er den helt rigtige elev, der bliver sendt af sted. Der er et ekstra pres på deltagerne til VM, og derfor er der arrangeret en særskilt udtagelseskonkurrence på Københavns Hovedbanegård for murer- og flisemurereleverne, hvor nummer et og to dyster om at komme af sted.

Der går dagligt mellem 80.000 - 100.000 mennesker igennem Københavns Hovedbanegård, og det var mellem alle disse mennesker, at de bedste murer- og flisemurerelever sammen med malereleverne stillede op tirsdag middag.

Udtagelseskonkurrencen blev åbnet af Dansk Byggeris direktør Michael H. Nielsen, og herefter havde eleverne ca. 12 timer fordelt på 2 dage til at besvare udtagelsesopgaven, hvor alle tre opgaver havde DSB som tema.

På sidelinjen passerede tusinder af mennesker, og særligt spændt stod landstrænerne og fulgte med.

Vi glæder os hver gang. Til VM går både flisemurerne og murerne efter at komme i top 5. Det koncept vi har opbygget omkring flisemurernes og murernes deltagelse ved både DM og VM er helt særegent. Sponsorernes opbakning (Egernsund Tegl og Weber for murerne og Alfix, Wedi og FliseRingen for flisemurerne red.), Det Faglige udvalg, skolernes deltagelse m.v. er helt enestående, fortæller murernes landstræner Finn Pedersen.

Som det også er tilfældet ved DM, bliver opgaven til VM udleveret nogle måneder før, så deltagerne har en mulighed for at øve sig på den. Ved VM er der dog det ekstra 'tvist', at opgaven kan variere med op til 30 %, og hvilke ændringer der er, bliver først klart til selve konkurrencen.

Alle deltagerne arbejdede koncentreret og lod sig ikke forstyrre af den hektiske aktivitet omkring dem og alle deltagerne leverede nogle flotte resultater. Vinderne blev fundet onsdag eftermiddag, og der var tæt løb. Således var der kun 0,95 point ud af 100 point til forskel mellem 1. og 2. pladsen hos flisemurerne.

Det drejer som om marginaler, som murerelev Matthias Nielsen udtrykker det, mens han ser på dommerne votere. 

Vinderne blev de to Danmarksmestrer, Matthias Nielsen og Søren Hvidberg Henriksen, og foran dem venter 4 ugers intensiv træning med deres landstrænere. Allerede i midten af april venter den næste konkurrence i form af De Nordiske Mesterskaber, som bliver afholdt i Hjørring. Herudover skal de to vindere også deltage i det engelske mesterskab "Selection".

Til at overrække præmierne var Henning Østergård, Formand for Det Faglige Udvalg. Til spørgsmålet om hvordan han tror, de dystende elever er nået så langt, svarer han:
For det første er det et spørgsmål om at have naturligt anlæg for sit fag, og så er al den træning og ikke mindst viljen til at vinde afgørende.