Udvikling og udbredelse af åbent værksted

BAI har i forbindelse med projektet "Udvikling og udbredelse af åbent værksted - fag, tværfaglighed og flerfaglighed" udarbejdet en rapport, der kommer med en række anbefalinger til etablering af åbent værksted. Projektet skal i sidste instans resultere i en drejebog for uddannelsesinstitutioner, der overvejer eller skal til at etablere undervisningsstrukturen åbent værksted.

EUC Nord har igennem tre år eksperimenteret med efteruddannelse inden for bygge- og anlægsområdet i form af etableringen af åbent værksted. Åbent værksted arbejder efter principper med korte tilmeldingsfrister, løbende optag, sikkerhed for gennemførelse af kurser og individuel undervisning.

Kursisterne arbejder side om side, enten i grupper eller selvstændigt, og der er altid en faglærer tilstede. At der bliver arbejdet parallelt med forskellige kurser bidrager til, at flere AMU-kurser kan afholdes sideløbende. Kursisterne får herved mulighed for at kombinere den individuelle læring med tværfaglig erfaring. Dette kan på længere sigt resultere i bedre samarbejde og kommunikation ude på byggepladserne.

Der er naturligvis også indeholdt en række udfordringer i forbindelse med oprettelsen af åbent værksted, både hvad angår organisering, administration, faglærernes kompetencer til at undervise tværfagligt, mod på undervisningsformen, undervisningsmaterialer og studiemiljø. Omdrejningspunktet i BAI's projekt er i forlængelse heraf at arbejde med afholdelsesmetoder og udvikle uddannelsesstrukturerne i åbent værksted.

I projektet analyseres, beskrives og videreudvikles EUC Nords gode erfaringer. På baggrund af en analyse og en beskrivelse gennemarbejdes og videreudvikles de elementer, som skoler og undervisere må forholde sig til i forbindelse med åbent værksted.

Der er også blevet afholdt en workshop, hvor EUC Nord, Syddansk Erhvervsskole og Københavns Tekniske Skole deltog. Workshoppen havde blandt andet til formål at arbejde videre på forbedringer og nytænkning af åbent værksted og i fællesskab få arbejdet med ideerne. Ønsket er, at åbent værksteds undervisningsstruktur også kan blive levedygtig på andre uddannelsesinstitutioner.

Du kan læse rapporten her.