Ny gratis APP fra Sikkerhedsstyrelsen

Hvad må laves af el- og vvs uden autorisation?

Sikkerhedsstyrelsen har lavet 15 korte informationsvideoer, som viser, hvad virksomheder uden autorisation selv må lave af el og vvs-arbejde ude hos forbrugerne. Videoerne er lavet til en APP, som man gratis kan hente ned på sin Iphone eller smartphone.

Må man skifte blandingsbatteriet, når man sætter nyt køkken op ude hos kunden? Og hvad med stikkontakterne? Det kan være svært at vide, hvad man præcis må lave af el og vvs-arbejde uden autorisation. Og derfor har Sikkerhedsstyrelsen, som regulerer autorisationsområderne i Danmark, lavet en spritny app, hvor man gennem 15 korte film kan se, hvad der kræver autorisation – og hvad der ikke gør.

- ­Det er vigtigt for os at oplyse om, hvad der falder indenfor og udenfor autorisationskravene. Derfor har vi valgt at få lavet de her 15 korte film, som vi håber, at mange professionelle aktører kan få gavn af, siger Mette Cramon, kommunikationskonsulent i Sikkerhedsstyrelsen.

De 15 film forklarer og viser i løbet af få minutter, hvad man for eksempel må lave af elarbejde i et køkken uden autorisation. Det er nemlig sådan, at virksomheder uden autorisation og forbrugere må lave det samme indenfor el og vvs.

- Videoerne viser 15 konkrete emner, og du skal blot klikke på ikonerne, så afspilles filmene automatisk. Og det er sådan, at filmene kan afspilles uden netadgang, når de først er downloadet, forklarer Mette Cramon.

APP’en kan hentes i App-store og på Google Play. Søg blot på Sikkerhedsstyrelsen. Filmene kan også ses på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside: www.sik.dk/hvad-må-man-selv

Herfra kan de også hentes direkte ind på telefonen ved at scanne en QR-kode.

Sikkerhedsstyrelsen er en del af Erhvervs- og Vækstministeriet og arbejder for at skabe tryghed. Omdrejningspunktet er teknisk sikkerhed, og arbejdsområderne er el, vvs og forbrugerprodukter.

Sikkerhedsstyrelsen regulerer autorisationsområderne inden for el, vvs og kloak. Det betyder blandt andet, at styrelsen forholder os til, hvilke typer arbejde virksomheder uden autorisation og forbrugere kan lave, og hvad der kræver autorisation. Du kan se mere om arbejde, der kræver autorisation, på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside: www.sik.dk/tjek, hvor det også er muligt at søge i autorisationsregistret.