Forårets AUB-bevillinger er blevet fordelt

Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag AUB, tidligere AER, er blevet fordelt, og flere lokale uddannelsesudvalg kan se frem til støtte til deres praktikpladsfremmende initiativer i lokalområdet.

Flere skoler og de tilhørende lokale uddannelsesudvalg fra Byggeriets Uddannelser har fået ansøgninger godkendt. Således skal eksempelvis Syddansk Erhvervsskole Vejle i gang med en opsøgende indsats overfor virksomheder, der kan ansætte elever med EUX-grundforløb, EUC NordVest Thisted lancerer en praktikpladsfremmende kampagne i 2013, og EUC Syd sætter fokus på ’mere fart i tømreruddannelsen’.

Byggeriets Uddannelser og de faglige udvalg ønsker de lokale uddannelsesudvalg tillykke med bevillingerne.

Konsulent og AUB-ansvarlig i Byggeriets Uddannelser Tue Eskildsen er glad for de flotte bevillinger. Det er altid positivt, når vores projekter får økonomisk støtte. Jeg ved, at skolerne glæder sig rigtig meget til at komme i gang, og vi glæder os til at se, hvad der kommer ud af de interessante praktikpladsfremmende initiativer. De faglige udvalg vil meget gerne følge udviklingen i det lokale arbejde, og ser frem til at blive inviteret til de kommende lokale uddannelsesmøder i 2013.