Dag 2: Jeg lå søvnløs og tænkte på opgaven

Han ser træt ud. Murer Mathias Nielsen. Det er der ikke noget at sige til, for han har arbejdet hårdt og fokuseret i mange timer på dagens opgave, der primært bestod af den ukendte del af WorldSkills-konkurrencen. Det vil sige, at det er en opgave, som deltagerne ikke kendte på forhånd. Oveni i det så kunne den dobbelte danmarksmester ikke falde i søvn i aftes.

- Jeg gik i seng klokken 22, men så lå jeg vågen i tre timer og tænkte på opgaven, fortæller Mathias Nielsen.

Han har brugt alle aftener på hotellet på at tegne den ukendte opgave, der er en brun mur med et skjold med en ørn og tallet 2013 i højre hjørne. I morgen skal han først bruge to timer på at færdiggøre muren med skjoldet - og så skal han i gang med den sidste opgave: Brandenburger Tor.

- Jeg synes, at det var sjovt at lave den ukendte opgave, men jeg føler mig stadig presset, fordi jeg virkelig gør mit allerbedste. Jeg ser stort set ingenting. Jeg tænker kun på opgaven. Det er sådan set det eneste, siger Mathias Nielsen, inden den ene af holdets to teamledere kommer for at hive ham med hjem på hotellet.

© SkillsDenmark