11 millioner kroner skal understøtte brug og synliggørelse af AMU

Ministeriet for Børn og Undervisning har netop fordelt 11 millioner kroner mellem syv udviklingsinitiativer. Projekterne ligger inden for temaerne ”Systematisk brug af AMU” og ”Synliggørelse af AMU´s styrker”.

Et af projekterne, der har fået bevilliget støtte, kommer fra Efteruddannelsesudvalget for Bygge/Anlæg og Industri (BAI), der over det næste 1½ år vil belyse mulighederne for ”Systematisk brug af AMU gennem åbent værksted”.

Projektet tager udgangspunkt i, at der de kommende år vil blive brug for generel opkvalificering inden for bygge- og anlægsbranchen, og projektet ønsker at belyse, hvorvidt og hvordan AMU i åbent værksted vil kunne bidrage til en mere systematisk anvendelse af AMU.

Projektansvarlig Rasmus Zier Bro er glad for bevillingen:

Der er flere grunde til at udvide og videreudvikle brugen af åbent værksted i AMU-regi. I åbent værkstedsmodellen er der større sandsynlighed for at udbudte kurser faktisk gennemføres, den tætte sammenhæng mellem udviklingsbehov og efteruddannelsestilbud bliver synliggjort, og så er åbent værksted et fleksibelt tilbud med korte tilmeldingsfrister.

Projektet bygger videre på de erfaringer, BAI gjorde sig i forbindelse med det tidligere projekt "Udvikling og udbredelse af åbent værksted - fag, tværfaglighed og flerfaglighed". Læs mere her.

De seks andre modtagere af puljens midler er:

Mercantec: ”Det faglærte køkken”.

VEU-center MidtVest ved Uddannelsescenter Holstebro: ”Systematisk anvendelse af voksen- og efteruddannelse gennem helhedsorienteret rådgivning”.                                           

VEU-center Nordsjælland ved Erhvervsskolen Nordsjælland: ”Systematisk uddannelsesløft med AMU”.

VEU-center Vestsjælland ved Selandia-CEU: ”SMART med AMU – synlig med andre relevante teknologier”.

Efteruddannelsesudvalget for tekniske installationer og energi: ”Udvikling af kursus-app”.

Industriens Fællesudvalg: ”Nye veje i arbejdet med synliggørelse af AMU’s styrker”.