Hvad dækker svendeprøvegebyret?

I henhold til Bekendtgørelse af lov om erhvervsuddannelser er det Det Faglige Udvalg, der bestemmer, hvorvidt oplæringsvirksomheden helt eller delvist refunderer udvalgets udgifter i forbindelse med afholdelse af svendeprøver.

De faglige udvalg i Byggeriets Uddannelser har bestemt at fastsætte svendeprøvegebyret ud fra de faktiske udgifter.

Svendeprøvegebyret dækker:

  • Drift af Det Faglige Fællesudvalgs sekretariatsbetjening i Byggeriets Uddannelser i forbindelse med svendeprøver
  • Udarbejdelse af svendeprøverne
  • Censorernes bedømmelsesarbejde
  • Svendebreve/medaljer
  • Svendeprøveafslutning
  • Arbejdsskades- og ansvarsforsikring
  • Afholdelse af konference om svendeprøverne for censorer og uddannelsesudvalg

Virksomheder, der er medlemmer af DI, Kooperationen eller Glarmesterlauget i Danmark, betaler gennem deres organisationsbidrag til ovennævnte udgifter, og skal i forbindelse med svendeprøven kun betale udgifterne til censorernes bedømmelsesarbejde og svendeprøveafslutningen.  

For lærlinge i skoleoplæring betaler skolen gebyret. Gebyret er det samme som for virksomheder, der er organiserede i DI, Kooperationen eller Glarmesterlauget i Danmark.