Gulvlægger - Skills
Alt, du skal vide om Skills for Gulvlæggere
Hvem kan deltage?
Deltagelse i Skills-konkurrencer henvender sig til lærlinge på gulvlæggeruddannelsen, som har lyst til at udfordre deres faglige niveau og arbejder målrettet med deres håndværk.
For at kunne deltage skal lærlingen:
- være indskrevet på hovedforløbet eller være nyudlært inden for de fastsatte tids- og aldersgrænser
- højst fylde 25 år i konkurrenceåret
- have opbakning fra sin oplæringsvirksomhed
- være udvalgt gennem skolekonkurrence på Mercantec
Deltageren repræsenterer både sin skole og sin oplæringsvirksomhed og indgår i et fælles fagligt Skills-forløb.
Hvad betyder deltagelse for skole og virksomhed?
Deltagelse i Skills er et fælles projekt, hvor både skole og oplæringsvirksomhed spiller en central rolle.
For skolen betyder det bl.a.:
- planlægning og afvikling af skolekonkurrence
- faglig sparring, vejledning og træning
- koordinering med brancheudvalg og Skills-organisation
- bidrag til synlighed og formidling af Skills-aktiviteter
For oplæringsvirksomheden indebærer det bl.a.:
- frigivelse af lærlingen til træning og konkurrencer
- løndækning under deltagelse
- faglig og personlig opbakning
- samarbejde med skolen om forberedelse
Et velfungerende Skills-forløb forudsætter et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem skole og virksomhed.
Hvad kræver det at deltage?
Skills-konkurrencer stiller høje krav til deltagerne – både fagligt, mentalt og fysisk.
Lærlingen skal blandt andet kunne:
- levere gulvlægningsarbejde på et højt og stabilt niveau
- arbejde sikkert ud fra tegninger, mål og specifikationer
- organisere og strukturere sit arbejde selvstændigt
- bevare overblik, præcision og kvalitet under tidspres
Derudover kræver deltagelse:
- fysisk og psykisk robusthed
- solid materialeforståelse (træ, vinyl, linoleum, tæpper mv.)
- sikker tegningsforståelse
- motivation for målrettet træning
- forståelse for, at konkurrencerne foregår i offentlighed med publikum og mediedækning
Sådan bliver du vurderet
Hver deltager arbejder i en afgrænset boks med tre forskellige afsnit, hvor de skal lægge forskellige belægninger, såsom tæpper, trægulve og linoleum, både på gulve og trapper. Derudover skal der arbejdes med forskellige mønstre og afsluttende lister.
Hver belægning vurderes selvstændigt, og resultaterne lægges sammen til en samlet bedømmelse af to erfarne skuemestre, som har stor erfaring med at bedømme gulvlæggeruddannelsens afsluttende svendeprøver. Bedømmelsen i Gulvlægger Skills sker ud fra fastlagte og ensartede kriterier.
Der lægges vægt på:
- faglig kvalitet og håndværksmæssig udførelse
- målfasthed og præcision
- samlinger, detaljer og finish
- planlægning og arbejdsmetode
- tidsstyring og effektivitet
- sikkerhed og arbejdsmiljø
Bedømmelsen foretages af udpegede dommere og følger så vidt muligt samme kategorier og vægtning som ved de internationale Skills konkurrencer.
Skolemesterskab
Skolekonkurrencen er første trin i Skills-forløbet for gulvlæggerfaget og afholdes på Mercantec.
Formålet er:
- at identificere talentfulde lærlinge
- at give erfaring med konkurrence og tidspres
- at udvælge deltageren til DM i Skills
Opgaverne skal tage udgangspunkt i gulvlæggerfaget og afspejle niveauet for en færdiguddannet gulvlægger.
Regionsmesterskab
Faget udbydes kun på én skole, så derfor afvikles der ikke regionsmesterskaber.
DM i Skills – Danmarks bedste samles
DM i Skills er den nationale konkurrence, hvor de dygtigste gulvlæggerlærlinge fra hele landet mødes.
Konkurrencen er kendetegnet ved:
- praktiske opgaver på højt fagligt niveau
- fokus på kvalitet, præcision, overblik og tempo
- tidsbegrænsede konkurrenceforløb
- bedømmelse efter nationale standarder
- stor synlighed over for publikum, presse og branche
DM i Skills fungerer både som mesterskab og som udstillingsvindue for gulvlæggerfaget. Gulvlæggerfaget finder 5 deltagere til DM konkurrencen og skal senest være fundet i uge 43.
Videre til EuroSkills og WorldSkills
Efter DM i Skills kan særligt dygtige deltagere blive udvalgt til et videre forløb mod internationale mesterskaber.
Dette forløb indebærer:
- opfyldelse af særlige alders- og uddannelseskrav
- at tale og forstå engelsk
- evne til at arbejde under pres
- villighed til målrettet træning over længere tid
- tæt samarbejde mellem skole, virksomhed og brancheudvalg
- deltagelse i træningssamlinger og internationale konkurrencer
Det er det faglige udvalg som udpeger den lærling, som går videre til de internationale konkurrencer.
Sponsor 2026