Tag på Master Skills-efteruddannelse i uge 5 og 6

Tag på Master Skills-efteruddannelse i uge 5 og 6

I uge 5 og 6 udbyder erhvervsskoler fra hele landet AMU-kurser. De er gået sammen i et samarbejde om to faste, tilbagevendende kursusuger under overskriften Master Skills. Målet er, at byggeriets dygtige håndværkere skal udvide deres faglige viden og blive så kompetente som overhovedet muligt.

Tag et fagligt servicetjek hvert år

Der er imidlertid ikke nogen stærk tradition for efter- og videreuddannelse i bygge- og anlægsbranchen, og det er en udfordring for både virksomheder og medarbejdere i en tid, hvor der hele tiden kommer nye teknologier, bæredygtighedskrav og materialer til.

Ved at sætte det gode, gamle AMU-system i en ny ramme forsøger 3F og Dansk industri i samarbejde med skolerne at skabe en tradition for at tage til fagligt servicetjek i de faste, tilbagevendende uger. Om du er murer, tømrer eller struktør, får du muligheden for at lære det nyeste inden for dit fag sammen med andre dygtige faglærte.

Større lønkompensation 

Denne gang, som er 3. gang, der gennemføres Master Skills, har vi valgt at hæve bidraget fra vores kompetencefond, således at virksomheden nu kan få op til 100 kr. pr. time fra fonden. Sammen med VEU-godtgørelse giver det i alt 220,50 kr. i lønkompensation til virksomheden, der sender sin medarbejder af sted. Det er vores håb, at især vores håndværksmestre og faglærte får øjnene op for værdien af efter- og videreuddannelse, og at man med tiden vil planlægge efteruddannelse på lige fod med ferie.

Uge 5 og 6 skal naturligvis ikke stå alene. Vores ønske er, at der skabes en naturlig kobling til de efteruddannelsesaktiviteter, der løber over hele året.

Skab en stærk efteruddannelseskultur i branchen

Master Skills-kataloget er sendt til samtlige medlemmer af 3F’s byggegruppe og til alle bygge- og anlægsmedlemmer af Dansk Industri i november 2021. Det er derfor muligt for virksomhed og medarbejder at tale sammen omkring det fælles katalog.

Vi håber, at Master Skills’ landsdækkende efteruddannelse i uge 5 og 6 vil skabe en stærk efter- og videreuddannelseskultur i bygge- og anlægsbranchen. Få talt sammen allerede i dag, om der er relevant efteruddannelse for dig, og hvis ikke der er i dit område, så er der støtte til både kørsel, kost og logi.    

 

Se hele Master Skills-kataloget her

Du kan tilmelde dig på amukurs.dk her