Nyt materiale skal lokke virksomheder til at tage flere EUX-tømrerlærlinge

Nyt materiale skal lokke virksomheder til at tage flere EUX-tømrerlærlinge

Foto: Carsten Bundgaard

Det Faglige Udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse sætter i efteråret fokus på at motivere flere virksomheder til at tage en EUX-tømrer i lære. Nogle elever på EUX oplever nemlig, at de kan have svært ved at finde en læreplads efter deres grundforløb, og så må de begynde deres hovedforløb i skoleoplæring.

Attraktive faglærte medarbejdere

”EUX-tømrere er attraktive faglærte medarbejdere, men vi risikerer at miste dem til andre ungdomsuddannelser, fordi der mangler lærepladser. En del af problemet bunder i, at mange arbejdsgivere ikke rigtigt kender EUX-tømreruddannelsen og de forbedringer, der er sket de senere år. Dét skal der gøres noget ved, og derfor har vi udarbejdet konkret og saglig information til virksomhederne om uddannelsen, om virksomhedernes erfaringer og om lærlingenes motivation for at vælge den,” siger Ole Gregersen, formand for Det Faglige Udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse.

Derfor har det faglige udvalg besluttet at anvende trepartsmidler på informationsmateriale til virksomhederne om EUX på tømreruddannelsen.

I informationsmaterialet (foldere og animation) er der fakta om EUX i forhold til at tage en EUX’er i lære i virksomheden. Desuden fortæller udvalgte virksomheder om deres erfaringer med EUX-tømrerlærlinge. De beskriver selvstændige og ansvarlige unge, der søger kombinationen af praktiske og boglige fag – og så har EUX’erne aktivt valgt håndværket til.

EUX'erne har et godt hoved 

”Der sidder et godt hoved på EUX’erne. De er selvstændige, lærenemme og sætter sig ind i tingene,” siger direktør Morten Røndbjerg Nielsen fra byggefirmaet Sanitec i Vandel ved Billund. Han har gode erfaringer med sine EUX-tømrerlærlinge.

Materialerne er sendt ud til alle cirka 4.600 godkendte virksomheder inden for tømrerfaget med en opfordring til at overveje en EUX-lærling næste gang. Der er nemlig mindst 5 gode grunde til at overveje at tage en EUX-lærling. Læs mere i de nye foldere her:

Værd at vide om EUX-tømrerlærlinge

Gode erfaringer med EUX-tømrerlærlinge

Indsatsen er også rettet mod de erhvervsskoler, der udbyder EUX-uddannelsen på tømrer, ved at tilbyde dem at bruge materialerne i deres virksomhedsopsøgende arbejde. Alle erhvervsskoler har derfor modtaget et mindre oplag af informationsmaterialerne.   

Læs mere om EUX her

Se den animerede reklame her:​