Tømrer træner intenst til WorldSkills

Tømrer træner intenst til WorldSkills

Tømrerfaget er godt i gang med at forberede sig til dette års WorldSkills 2022, der afholdes fra den 11. - 14. oktober i Basel, Schweiz.

I år stiller faget med den 21-årige tømrerlærling Nicklas Veber Stryhn fra Tømrerfirmaet Mester Madsen A/S i Præstø, hvor han til daglig arbejder med klassisk tømrerarbejde inden for renovering og restaurering af ældre bygninger. Nicklas vandt danmarksmesterskabet for tømrerfaget i år og deltog også sidste år, så det er en erfaren konkurrencedeltager, der skal repræsentere Danmark ved WorldSkills.

Ekstremt dygtig tømrerlærling

Inden selve konkurrencen skal Nicklas igennem et intenst træningsprogram for at forbedre chancerne for en topplacering, og i mellemtiden skal hans svendeprøve også lige afsluttes. Nicklas force er, at han besidder evnen til at levere ekstremt høje standarder på et meget krævende teknisk niveau. Derfor har Nicklas et team af meget erfarne personer omkring sig, som kan give ham en kyndig vejledning og sparring.

Til støtte ved træningen har Nicklas fået tømrerfagets mangeårige landsholdstræner, Michael Thage fra CELF på Lolland-Falster. Michael Thage har allerede en bronzevinder fra WorldSkills i 2017 på sit cv samt flere danmarksmestre. 

Når det går løs i Basel, overtages den faglige kommunikation inde på konkurrencestanden af den meget erfarne WorldSkills-expert Alex Dahlin Nygaard fra Uddannelsescenter Holstebro. 

Følg med i vores nyhedsbrev, på vores hjemmeside og sociale medier for flere nyheder om WorldSkills og følg også med på SkillsDenmarks hjemmeside.

Nicklas Veber Stryhn og hans mester, Anders Madsen, til DM i Skills 2022 i Høng.

Nicklas Veber Stryhn og hans mester, Anders Madsen, til DM i Skills 2022 i Høng.