"Den Store Bagedyst" for byggebranchen og industrien skal tiltrække flere unge

"Den Store Bagedyst" for byggebranchen og industrien skal tiltrække flere unge

 

En række af landets største virksomheder og organisationer er gået sammen om at afholde Danmarks første brobygningskonkurrence, "Verdens Vildeste Brobyggere", lørdag den 18. september 2021. Tre hold af landets bedste lærlinge og studerende skal dyste om at bygge 12-18 meter lange broer over kanalerne ved Engholmene i København. Konkurrencen foregår på tid foran rullende kameraer, tusindvis af mennesker og et benhårdt dommerpanel af nogle af landets mest erfarne brobyggere. Danmarks Radio er med på dagen og filmer konkurrencen til programmet "DR2 bygger bro".

Danmarks er verdens førende brobyggernation, og Verdens Vildeste Brobyggere er en kærlighedserklæring til kunsten at bygge broer og en hyldest til alle dem, der er med til at bygge broerne: de erhvervsuddannede, de faglærte, ingeniørerne og arkitekterne. Projektet har et særligt fokus på at hylde de faglærte, der bygger broerne, og vil inspirere unge mennesker til at søge ind på en erhvervsuddannelse, så der også fremover kan blive bygget broer, tunneller og andre store infrastrukturprojekter.

 

Man må ikke glemme de faglærte

Michael Jeppesen, direktør i sekretariatet, der driver projektet, siger om konkurrencen:
»Verdens Vildeste Brobyggere er en slags ‘Den Store Bagedyst’ for byggebranchen og industrien. Det er her, vi viser, hvilke smukke, vanvittige og banebrydende projekter, man med en erhvervsuddannelse kan være med til at realisere. Vi vil også gerne slå et slag for vores dygtige ingeniører og arkitekter, men mange har det med at glemme, at der ikke kommer mange broer uden de faglærte, der rent faktisk bygger dem.« 

Byggeriets Uddannelser er én af organisationerne bag konkurrencen, og uddannelseskonsulent John Hvass forklarer her hvorfor:  

"Verdens Vildeste brobyggere trækker dem, der bygger broerne, frem i lyset, nemlig bygnings- og anlægsstruktørerne, og for første gang ser vi arkitekter og ingeniøren arbejde tæt sammen med de udførende håndværkere. Det kan vi hos Byggeriets Uddannelser selvfølgelig kun bakke op om, og derfor er vi en del af den nye brobygningskonkurrence." 

Kom og se de dygtige håndværkere til Verdens Vildeste Brobyggere den 18. september. Det er gratis, og konkurrencen bliver samtidig en hyggelig folkefest, hvor der vil være mad og drikke, musik af sangeren Bro, interviews og underholdning. Pladsen åbner klokken 9.30, og Verdens Vildeste Brobyggere kåres klokken 17.30. Desuden vil firmaer og erhvervsuddannelser være med på dagen, så tilskuerne kan lære mere om, hvilke uddannelser man kan tage for at blive brobygger, og hvor man kan få en karriere efterfølgende.

Læs mere om konkurrencen og programmet her