Hvorfor blive fagsponsor ved Skills - Weber

Saint-Gobain Weber har været hovedsponsor for murerfagets deltagelse ved Skills igennem 10 år.

Kommerciel direktør hos Saint-Gobain Denmark, Klavs Eske, fortæller her om sin oplevelse af Skills, glæden ved murværk samt om betydningen af at samarbejde på tværs af branchen.

”Det er fedt at være dygtig til sit fag”

Både personligt og fagligt synes jeg, at det er virkelig spændende at opleve DM i Skills, og jeg ser det som en fantastisk mulighed for at hylde det gode håndværk.

Vi har brug for dygtige håndværkere, der kan bruge hænderne, og for os er Skills en mulighed til at hjælpe unge på vej. Det er fantastisk at være i et forum, hvor det er tydeligt, at her er det fedt at være dygtig til sit fag.

Vi er glade for at være hovedfagsponsor ved murernes deltagelse ved DM, EM og VM. Vi håber, at det gode håndværk får den status, det fortjener og ikke mindst, at flere unge vælger at tage en erhvervsuddannelse.

Det er sådan med murerfaget, at alle har en holdning til murværket. I Danmark elsker vi mursten, og det er også en af grundene til, at det er fedt at være murer. Men samtidig er murerfaget også et vanskeligt fag. Det kræver grundighed, og det kræver, at du udfører dit håndværk korrekt og ordentligt – hver gang.

Murværket fuldender byggeriet som helhed. Det er murene, der beskytter vores hjem, og det skal være smukt og holdbart. Murværk kan være en fantastisk flot og holdbar løsning, hvis det bliver udført ordentligt – og så er vi tilbage til Skills. For her viser de dygtige elever for alvor, hvordan et godt murværk skal være samtidig med, at tilskuerne bliver præsenteret for den æstetiske kvalitet murværk besidder.

Over 400 forskellige muligheder

Det kræver gode hænder og faglig viden at være en god murer. Vi er inde i en spændende udvikling, hvor vi lige nu arbejder med over 400 forskellige typer mursten - med dertil hørende mørtel – i vores mørtelvælger.

Både Skills-talenterne og de dygtige murerelever ude på skolerne bliver trænet i at være opmærksomme på at vælge rigtigt fra start af.

Som sponsor er det fantastisk at se, hvordan skolerne bruger vores produkter, så eleverne også ved, hvordan de skal bruge dem ude på byggepladsen.

En måde vi i Weber har optimeret arbejdsprocessen på byggepladserne er eksempelvis med vores mobile mørtelværker og gennem funktionsmørtel. Det optimerer både arbejdsprocessen og produktionen. Så kan mureren bruge tid på det gode håndværk i stedet for at blande mørtel. Det er konkurrencedygtigt.

De 10 bud

Mørtel og sten hænger uløseligt sammen, og derfor arbejder vi også tæt sammen med teglværkerne. Senest har vi søsat kampagnen ’de 10 bud’ sammen med Danske Tegl. Her lyder bud Nr. 6, at sten og mørtel skal passe sammen. Det ved deltagerne ved DM i Skills – dygtige håndværkere gør det ordentligt fra start af. Ikke nødvendigvis hurtigt – men ordentligt.

At sponsorere DM, EM og VM giver fokus på uddannelse både internt og eksternt. Vi er glade for at være med til at promovere murerfaget som helhed. I Saint-Gobain Weber er vi altid på udkig efter nye og spændende løsninger. Innovation, produktivitet og arbejdsmiljø ligger os meget på sinde, og her er Skills både nationalt og internationalt en kilde til inspiration. Derfor har vi nu været sponsorer i 10 år.