Line er det kvindelige islæt hos bygningsstruktørerne ved DM

Line er det kvindelige islæt hos bygningsstruktørerne ved DM

Tekst: Christian Riis Kistrup. Foto: Pressefoto

Hos byggefagene ved DM i Skills er de unge mænd i klart flertal. Men hos bygningsstruktørerne vil de besøgende opdage en kvinde, nemlig Line Biltoft Jepsen.

Kaster man et blik udover en dansk byggeplads, ser man stort set kun mænd. Men der findes også få kvinder. Line fra Esbjerg er én af dem.

Line Biltoft Jepsen er ved at uddanne sig til bygningsstruktør på AMU-Vest. Hun kan dermed se frem til at bygge boliger, skoler, havne, broer og meget mere.

I nærmeste fremtid gælder det dog deltagelse i DM i Skills. Her skal hun sammen med sin makker Mathias Jørgensen kæmpe om guld mod to andre hold og dermed gå efter at blive landets bedste unge bygningsstruktør. 

Kvinde i et mandefag
Line kvalificerede sig til DM, da der blev afviklet regionsmesterskaber for Region Syddanmark i Haderslev i oktober 2017. Sammen med sin makker Mathias, også fra AMU-Vest, opnåede hun en førsteplads og altså adgang til DM i Skills 2018.

Som udenforstående kan man spørge, hvorfor en ung kvinde vælger at bevæge sig ind i et typisk mandefag som bygningsstruktør.

Line giver selv svaret:

"Jeg er glad for alle de forskellige opgaver, jeg får lov til at lave ude på arbejdspladserne. Der er en udfordring i opgaverne, og der bliver ikke gjort forskel på mig og de andre, der er på byggepladsen."

Alsidige opgaver
For tiden arbejder Line på et stort projekt i Vejen, hvor hun er med til at støbe vægge i en kælder. Her skal der blandt andet holdes styr på flere forskellige niveauer og højder ved fundamenterne.

Andre opgaver for bygningsstruktøren er fx at sætte linjer og punkter med teodolit og totalstation, sætte systemforskalling op samt klippe, bukke og binde armering sammen til f.eks. kurve, som bruges til punktfundamenter.

DM og fremtiden
I disse dage er fokus naturligvis på DM, hvor Line ser frem til at løse en opgave, der handler om brodæk og udsparing i søjle – og hun glæder sig desuden til den intensitet, der er ved et mesterskab.

Om det længere perspektiv siger Line: "Når jeg er færdigudlært vil jeg gerne læse videre til konstruktør, men jeg er ikke helt afklaret endnu."

---

Danmarks største uddannelsesbegivenhed
DM i Skills - den største uddannelsesbegivenhed i Danmark – foregår i Messecenter Herning fra den 18. til den 20. januar.

Her kan man se landets dygtigste unge håndværkere konkurrere om Danmarksmesterskabet i 42 fag samt opleve 19 demonstrationsfag. Der vil være oplevelser for hele familien – og der er gratis adgang.

Læs også
Gulvlægning på svensk og norsk ved DM i Skills

Russiske Sergei skal mure i Herning