”EUX giver stærke svende”

”EUX giver stærke svende”

Tekst: Rasmine Reeh, billede: pixabay.com

Murermester og indehaver Bent Olsen fra Artusbyg i Vejle har gennem de sidste snart 20 år uddannet elever, i Artusbyg-regi både murer-, tømrer- og malerelever. Lige nu har Artusbyg 9 elever, heraf firmaets 4. EUX-elev. Bent Olsen har tidligere været skeptisk over for ordningen, men er nu tilbage til sin oprindelige begejstring for EUX-uddannelsen og de muligheder, uddannelsen giver både virksomheder og elever.

Hvilke overvejelser gjorde I jer, inden I ansatte en EUX-elev?

”Da EUX-ordningen blev etableret, var jeg hurtig på aftrækkeren og sagde lidt kækt, at vi i Artusbyg skulle være de første til at uddanne EUX-elever. Vi fik derfor hurtigt ansat to EUX-elever. Den ene gjorde det virkelig godt, mens den anden elev ikke var helt klar på, hvad det egentlig kræver at tage en EUX, og han måtte desværre give op. Og her kommer vi til den kritiske del: Det er nemlig meget vigtigt, at man ikke sælger EUX-linjen til hvem som helst. Det er vigtigt, at eleven og virksomheden får afdækket, hvad EUX er og ikke mindst for hvem.”

Er der forskel på EUD- og EUX-elever?

”Der er virkelig nogle gode EUD-elever, som brænder for deres fag, og gør det fantastisk. EUX’ere har gerne en yderligere dimension med sig. EUX-eleverne spørger i højere grad til, hvad der ligger bag en ordre og har andre overvejelser omkring eksempelvis beregningerne bag en opgave. Jeg oplever elever, der er mere parate og selvstændige. Det er en god uddannelse, hvor eleverne får prikket til mere i form af bogligheden i uddannelsen, og vi har brug for dem.”

Har det nogen betydning, at EUX-eleven i højere grad end en EUD-elev videreuddanner sig?

”Jeg hører andre virksomheder argumentere for, at det kan være en ulempe med EUX-elever, fordi de jo alligevel vil uddanne sig til konstruktører, og så får praktikvirksomheden ikke glæde af dem som udlærte svende. Men det er jeg ikke enig i. Det skader ikke, at en dygtig konstruktør har haft et godt praktikophold hos os. Måske han så netop tænker på os, når han skal ud og arbejde. Så det handler også om at tænke i den lange bane. Og så er det meget almindeligt, at man som nyudlært gerne vil have en skolepause, og derfor kan du sagtens få glæde af den dygtige svend et par år, før han er klar til at læse videre.”

Hvordan fungerer sammenhængen mellem skolen og praktikdelen på EUX? Kan det være svært for eleven at komme tilbage til virksomheden efter en skoleperiode?

”Da EUX-modellen var helt ny, var skoleperioderne længere, og der kunne vi godt mærke, at afstanden mellem virksomhedsdelen og skoledelen var for stor. Men nu er det knap så længe de er væk af gangen, så passer det egentlig rigtig fint. Med en virksomhed på vores størrelse, der har det antal lærlinge vi har, så dækker eleverne jo for hinanden, når de er på skole.”

Vil du anbefale andre virksomheder at tage EUX-elever?

”Jeg vil anbefale alle virksomheder at tage alle de elever, de kan, og EUX skal ikke være en hindring. Refusionen under skoleperioderne er efterhånden så høj, at vilkårene er blevet fornuftige økonomisk. Jeg vil anbefale virksomheder, at når de får en ansøgning fra en EUX-elev, at de sætter sig ned sammen med ham eller hende og taler om forventningerne. Er eleven klar over, hvad han/hun går ind til? En EUX kræver meget arbejde, også i ens fritid, og det skal man altså gøre sig klart. Du vil opleve, at unge ikke er til at skræmme, du skal bare være med til at forberede dem, så de ikke får en negativ overraskelse.

Vi har uddannet elever i nuværende og tidligere virksomhed siden 1999, og flere af de svende, vi har ansat i dag, er udlært herfra. Flere af dem er lysende eksempler på den gode håndværker, og jeg er sikker på, at EUX-linjen kunne have forberedt dem ekstra godt. Fra at have været meget positiv over EUX til at have mine forbehold på grund af en forkert castet elev, er jeg nu helt tilbage til min oprindelige begejstring for ordningen.”