To unge håndværkere er i skarp træning til verdensmesterskaberne

To unge håndværkere er i skarp træning til verdensmesterskaberne

Tekst: Christian Riis Kistrup. Foto: Erik Fog Larsen

En murer og en flisemurer fra Danmark er i disse dage på et træningsophold i Manchester. For murer Jacob Ahlgreen og flisemurer Frederik Nielsen er opholdet et led i træningen op til World Skills i Abu Dhabi i oktober. Her skal verdensmesterskaberne for elever på erhvervsuddannelser og unge håndværkere afholdes.

Nyttig træning
De britiske håndværkere er endnu ikke udtaget til World Skills, så for dem er UK Selection, som arrangementet hedder, en udtagelseskonkurrence, hvor de bedste deltagere kvalificerer sig til verdensmesterskabet.

Selv om Jacob Ahlgreen og Frederik Nielsen allerede er udtaget til World Skills, arbejder de meget koncentreret under træningen, melder uddannelseskonsulent Erik Fog Larsen fra Stockport College, hvor nogle af konkurrencerne finder sted. Det gælder for de to danskere om at fokusere og få rettet de fejl og mangler, som de måtte have.

Ud af de trygge rammer
Træningsopholdet er den helt store mulighed for at høste erfaringer. Både ved at se nogle af de deltagere, de skal op imod, men også at vænne sig til, at al information er på et andet sprog. Det er vigtigt at hive de to unge deltagere ud af deres trygge rammer og udfordre dem på deres usikkerhed. På den måde bliver de hærdet til at møde udfordringerne til World Skills. Desuden viser erfaringen, at der ved et arrangement som dette opstår nogle venskaber, der kan bygges videre på i fremtiden.

Forhåbentlig kommer de to unge håndværkere hjem med gode oplevelser i bagagen og med stærk tro på en flot indsats ved World Skills i oktober.